Alternativet stjæler fra de røde: Første måling sender dem i Folketinget

For første gang viser en Megafon-meningsmåling nu, at det nye parti Alternativet vil komme i Folketinget. Det vil betyde mindst fire mandater mere, der støtter Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Men det betyder ikke nødvendigvis en styrkelse af rød blok. 

For Megafons undersøgelse viser samtidigt, at Alternativet tager stort set alle sine stemmer fra de andre partier i rød blok.

Blandt alle de vælgere, der vil stemme på Alternativet ved næste valg, stemte 24 procent på Socialdemokraterne ved sidste valg. 21 procent stemte på De Radikale, 26 procent på SF og 22 procent på Enhedslisten.

Megafons tal viser altså, at hele 93 procent af Alternativets vælgere kommer fra rød blok, mens forsvindende få kommer fra den borgerlige blok. Interessant nok er Liberal Alliance det parti, der leverer flest vælgere til Alternativet. Tre procent af Alternativets vælgere stemte nemlig Liberal Alliance ved sidste valg.

Din browser er ikke understøttet. Opdater venligst din browser hér for at se grafikken.

Tryk på partibogstaverne for at se vælgervandringerne

Megafon har samtidigt spurgt ind til, hvem Alternativets vælgere er.

Resultatet er, at den typiske vælger er en ung københavnsk mand. I mere præcise tal er 30 procent af Alternativets vælgere under 30 år, 45 procent bor i Region Hovedstaden og 59 procent er mænd.

Undersøgelsen viser samtidigt, at Alternativet aldersmæssigt har dårligst fat i folk i 50'erne (4 procent) og geografisk har dårligst fat i Region Nordjylland (5 procent).

Prøv quizzen: Test dig selv: Kan du slå Besserwisserne? her.