Præsident vil gøre Tjernobyl til "frihedens land": - Vi er nødt til at vise verden dette sted

16x9
Turister tager billeder af den nye sarkofag omkring det ødelagte atomkraftværk i Tjernobyl. Foto: Genya Savilov / Ritzau Scanpix

Ukraines præsident ser store indtjeningsmuligheder i det katastroferamte område, der nu skal gøres mere tilgængeligt.

Navnet Tjernobyl skal ikke længere kun vække mindelser om atomaffald, strålesyge og pludselig død.

I hvert fald ikke hvis det står til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyy.

Lad os gøre det til et frihedens land

Volodymyr Zelenskyy, præsident i Ukraine

Han har netop underskrevet et dekret, som skal forvandle området omkring det ødelagte atomkraftværk til en turistmagnet på trods af, at området stadig er forurenet med radioaktivt affald fra katastrofen i 1986.

Det oplyser præsidentens kontor i en pressemeddelelse.

- Dekretet vil påbegynde transformationen af det lukkede område til et at det nye Ukraines vækstpunkter. Vi vil skabe en grøn korridor for turister og fjerne forudsætningerne for korruption, sagde præsidenten under et besøg i Tjernobyl 10. juli 2019.

Volodymyr Zelenskyy besøgte området i anledning af, at den stålsarkofag, der indkapsler det havarerede atomkraftværk, nu officielt er bygget færdig.

- Vi skal give dette område af Ukraine et nyt liv. Indtil nu har Tjernobyl været en negativ del af Ukraines brand. Nu er det tid til at ændre det. Tjernobyl er et af de steder på planeten, hvor naturen har fået nyt liv efter en global menneskeskabt katastrofe, og hvor der er en ægte spøgelsesby. Vi er nødt til at vise verden dette sted - til videnskabsfolk, økologer, historikere og turister, sagde Volodymyr Zelenskyy under besøget.

Bedre mobildækning

Området er allerede et yndet udflugtsmål - og populært blandt Instagrammere. Og den megen gratis reklame skal Ukraine være bedre til at få noget ud af.

Derfor åbner præsidentens dekret nu for nye rejseruter ind i området - blandt andet ad vandvejen.

Der skal desuden bygges nye checkpoints og indgange til området, og et eksisterende forbud mod at optage video skal ophæves. Desuden vil præsidenten forbedre mobilnettets dækning inde i den 1600 kvadratkilometer store lukkede zone omkring kraftværket, hedder det i meddelelsen fra præsidentens kontor.

Åbnede for turister i 2011

Atomkraftværkets ene reaktor eksploderede 26. april 1986 og sendte radioaktivt nedfald ud over en stor del af Europa. Ifølge de officielle tal omkom 31 mennesker ved ulykken, mens antallet af dødsfald fra det radioaktive nedfald anslås til at være et sted mellem nogle få hundrede og 200.000.

Du kan læse øjenvidners fortællinger fra ulykken i artiklen herunder.

Området omkring reaktoren blev evakueret og var lukket fuldstændig i næsten to årtier. Officielt blev det muligt at besøge stedet som turist i år 2011 - men på det tidspunkt havde det i realiteten været muligt at rejse derind i omkring ti år - blandt andet ved at bestikke vagterne.

Korruption er udbredt blandt de embedsmænd, der passer på værket, og det vil præsidenten nu til livs.

- Vi vil stoppe alt dette meget snart. Lad os hurtigst muligt standse med at skræmme turisterne væk og gøre det lukkede område til en turistmagnet. Lad os gøre det til et frihedens land, der vil blive symbol på et nyt Ukraine. Uden korruption, uden unødvendige forbud, sagde Volodymyr Zelenskyy, da han besøgte værket.

Undgå at samle ting op

Tjernobyl er med årene blevet et af de mest populære eksempler på fænomenet "dark tourism", hvor turister besøger steder med en mørk forhistorie, og antallet af besøgende er vokset markant i de seneste måneder på grund af HBO's tv-serie om ulykken i 1986.

Er det farligt?

Ikke ifølge de ukrainske myndigheder. De anslår, at man under et besøg ved værket udsættes for cirka lige så meget radioaktiv stråling som under en lang flyvetur.

Så længe man følger guidernes instruktioner, lader være med at samle ting op og undgår at bevæge sig ind i bygninger, der er i fare for at styrte sammen.