Amerikansk politiker politianmeldt for at blokere folk på Twitter

16x9
Demokraten Alexandria Ocasio-Cortez er blevet politianmeldt af to mænd for at have blokeret dem på Twitter. Foto: Erin Scott / Ritzau Scanpix

To politikere har lagt sag an mod Alexandria Ocasio-Cortez. Hvis Donald Trump ikke må blokere folk på Twitter, mener de heller ikke, hun må.

Demokraten Alexandria Ocasio-Cortez har fået to søgsmål på nakken, fordi hun har valgt at blokere udvalgte kritikere fra at debattere med hende på det sociale medie Twitter.

Det skriver BBC blandt flere internationale medier.

Tidligere på ugen slog en domstol i New York fast, at det går imod den amerikanske forfatning, når præsident Donald Trump blokerer kritikere på Twitter. Det er at forbryde sig mod ytringsfriheden, lød dommen.

To politikere vil nu vide, om den kendelse gælder for alle politikere i Kongressen.

Bryder den amerikanske forfatning

Den ene er republikaneren Joseph Saladino, der har lagt sit søgsmål på Twitter med ordene:

- Det er ikke tilladt for Trump at blokere folk, vil disse standarder gælde i samme omfang for andre?

I kendelsen mod Trump står der, at "den første tilføjelse (til den amerikanske forfatning, red.) tillader ikke en offentlig tjenestemand, som bruger en konto på sociale medier, at udelukke personer fra en ellers åben dialog online, bare fordi personen ikke er enig med de meninger, som bliver luftet".

Ifølge demokraten Dov Hikinds søgsmål gør Alexandria Ocasio-Cortez netop det, da hun valgte at blokere ham på Twitter, efter han havde kritiseret hendes politiske overbevisning om, at USA har koncentrationslejre ved grænsen til Mexico.

Har ikke kommenteret søgsmål

Alexandria Ocasio-Cortez var 29 år, da hun ved midtvejsvalget i november 2018 fik en plads i Repræsentanternes Hus som det yngste siddende medlem nogensinde.

Hun har hurtigt gjort sig bemærket som en af Donald Trumps store kritikere.

Hun har endnu ikke kommenteret søgsmålene.