Storbritanniens ambassadør i USA stopper efter at have kaldt Trump uduelig

Den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, har offentligt forsøgt at glatte ud efter ambassadør Kim Darrochs udtalelser.

Storbritanniens ambassadør i USA, Kim Darroch, stopper.

Det sker, efter at han ifølge lækkede dokumenter har kaldt USA's præsident, Donald Trump, for "uduelig", "usikker" og "inkompetent" i briefings til den britiske regering.

- Den nuværende situation gør det umuligt for mig at udføre min opgave, siger ambassadøren ifølge Reuters.

Den britiske premierminister, Theresa May, ærgrer sig over opsigelsen og takker Kim Darroch for lang og tro tjeneste.

Trump angreb tilbage

Mandag aften fik afsløringerne Donald Trump til at tage afstand til den britiske ambassadør. Her erklærede han i et tweet, at "vi vil ikke længere samarbejde med ham".

Samtidig langede han også en bredside til ambassadørens chef, den afgående britiske premierminister, Theresa May, og den måde, hun har håndteret Brexit på.

- Sikke et rod hun og hendes folk har skabt, skrev præsidenten.

Tirsdag fortsatte udgydelserne, da Trump i en ny række tweets fortsatte med at angribe Karroch ved at kalde ham "skør" og "en meget dum fyr".

Ondskabsfuld offentliggørelse

Det britiske udenrigsministerium har kaldt offentliggørelsen af ambassadørens kommunikation for "ondskabsfuld", men bestrider ikke indholdet.

I beretninger hjem til Storbritannien har Kim Darroch - udover en karakteristik af Trumps personlighed - langet ud efter Det Hvide Hus.

Det er ifølge ambassadøren "unikt dysfunktionelt" og "splittet" under præsidentens ledelse.

- Vi tror ikke rigtig på, at denne administration vil blive betydeligt mere normal; mindre dysfunktionel; mindre uforudsigelig; mindre splittet; mindre diplomatisk, klodset og uduelig.

Vurderingerne fra Darroch stammer fra 2017 til sommeren 2019. Det er avisen Daily Mail, der offentliggjorde dem.

Han satte samtidig spørgsmålstegn ved, om ledelsen i Det Hvide Hus "nogensinde vil komme til at se kompetent ud".