Boris Johnson afslører Brexit-plan, men nægter stadig at kommentere husspektakler

En nabo måtte i sidste uge tilkalde politiet, da der var uro på Boris Johnsons adresse.

Favoritten til at blive Storbritanniens næste premierminister, Boris Johnson, vil have briterne ud af EU 31. oktober - med eller uden en aftale.

Det siger han til BBC i sit første tv-transmitterede interview, siden han indledte sin kampagne om at blive De Konservatives nye formand for fire uger siden.

- Mit løfte er naturligvis at komme ud af EU til halloween 31. oktober.

- Hvis vi skal have vores venner til at forstå, at det er alvor, skal vi omsider væk fra nederlagspolitikken og negativiteten, der har ligget som en svøbe om os i så lang tid, siger Boris Johnson.

Han siger videre, at Storbritannien "sikkert og alvorligt må forberede sig på et no deal-resultat".

- Det er ikke der, jeg ønsker, vi skal ende. Jeg tror ikke et øjeblik, at vi ender der, siger Johnson videre.

Nægter at tale om husspektakler

Boris Johnson er stadig favorit til at overtage premierministerposten efter Theresa May, men han er kommet under pres efter en episode om husspektakler i sit hjem, hvor politiet blev tilkaldt.

Johnson nægtede at kommentere episoden under interviewet med BBC.

Ifølge en nabo lød der natten til fredag skrig fra en kvinde på Johnsons adresse efterfulgt af spektakler.

Boris Johnson sammen med sin kæreste Carrie Symonds
Boris Johnson sammen med sin kæreste Carrie Symonds Foto: Simon Dawson / Ritzau Scanpix

Naboen har fortalt The Guardian, at det lød, som om tallerkener blev knust, og vedkommende kunne høre en kvinde - som menes at være Boris Johnsons kæreste, Carrie Symonds - råbe "skrid" og "skrid ud af min lejlighed".

Hertil blev der sagt "nej", muligvis af Johnson.

Naboen forsøgte at banke på Carrie Symonds og Boris Johnsons dør, i håbet om at nogen ville svare, at de var okay.

Da naboen ifølge det britiske medie havde banket på døren tre gange uden held, kontaktede vedkommende politiet og anmeldte husspektakler.

Politiet bekræfter anmeldelse

Politiet har efterfølgende bekræftet over for The Guardian, at de modtog en anmeldelse på adressen klokken 00:24.

- Politiet var på adressen og talte med beboerne, der havde det godt og var i sikkerhed. Der var ingen lovovertrædelser, og politiet så ingen grund til yderligere indblanding, lød det fra politiet til det britiske medie.

Boris Johnson har siden fredag nægtet at kommentere, hvad der foregik mellem kæresten og ham.

Hunt haler ind på Johnson

Boris Johnson og udenrigsminister Jeremy Hunt står tilbage i opløbet om at blive Storbritanniens næste premierminister. Det stod klart efter torsdagens sidste afstemning i den konservative parlamentsgruppe.

Alle 160.000 medlemmer af det konservative parti skal nu stemme om deres foretrukne kandidat. Vinderen præsenteres 23. juli.

Johnson har under hele formandsvalget haft en overbevisende opbakning i meningsmålingerne i forhold til konkurrenten Jeremy Hunt, men siden episoden fredag er Johnsons forspring mere end halveret.

Torsdag mente 55 procent af medlemmerne af De Konservative, at Boris Johnson var den bedste kandidat til at blive premierminister. Kun 28 procent sagde det samme om Hunt.

Men lørdag havde Johnson kun opbakning fra 45 procent, mens 34 procent var klar til at sætte kryds ved Hunt. Det viser meningsmålinger foretaget af Daily Mail.