Nu står kvinde nummer 22 frem med anklager mod Trump - men betyder det noget?

16x9
Donald Trump. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

I en tid hvor magtfulde mænd falder på stribe, sidder præsidenten sikkert i stolen.

Her er et friskt bud: enhver anden amerikansk præsident havde været i kæmpe problemer, hvis vedkommende var blevet beskyldt af ikke mindre end 22 forskellige kvinder for overgreb og ubehagelig adfærd.

Men alligevel har det 22. tilfælde – der et sted er blevet beskrevet som ”den mest alvorlige anklage om seksuel vold mod Trump nogensinde” – ikke fået samme massive bevågenhed i den amerikanske presse som flere af de andre.

Konsensus om manglende konsekvenser

De mange anklager til trods er der bred konsensus om, at Donald Trump ikke kommer i politiske problemer. Den seneste anklage fra forfatteren E. Jean Carroll illustrerer dermed endnu engang, at præsidenten er et unikum i amerikansk historie.

Det er på mange måder meget ironisk, at Donald Trump slipper uskadt, mens magtfulde mænd verden over er blevet fældet af MeToo-bevægelsen.

Så hvorfor får de mange anklager ikke nogen nævneværdige konsekvenser for præsidenten?

Præsidenten profiterer af polariseringen

Det er svært at pege på én bestemt årsag til, at præsident Trump ikke bliver presset af de mange anklager. Her er nogle bud, men der er selvsagt mange flere.

Den enorme politiske polarisering i USA er nok en af hovedårsagerne. Dette illustreres i det konkrete eksempel ved, at Carrolls anklager kun er blevet sparsommeligt omtalt i konservative medier. Til gengæld var det hos CNN her til morgen amerikansk tid tophistorien.

Ligeledes har de mildest talt tumultariske tilstande og den hadske stemning under højesteretsdommer Brett Kavanaughs høringer i Kongressen sidste efterår bidraget til at forpeste klimaet. Det sker sjældent i Trump-tidsalderen, at en nyhedshistorie formår at holde sig i den amerikanske befolknings bevidsthed i flere dage. Men netop anklagerne mod Kavanaugh var i flere uger tophistorien i USA og splittede USA i to lejre: team Kavanaugh eller team Blasey Ford.

Mens man kan forvente, at der igen kommer til at være en udpræget graf af stammetænkning i responsen til Carrolls anklager, skal man ikke forvente, at anklagerne kommer til at dominere nyhedsbilledet, som det var tilfældet med Kavanaugh og Blasey Ford.

En omvendt musketered

En anden årsag er ironisk nok sandsynligvis, at antallet af anklager ikke lader til at gøre nogen nævneværdig forskel. Eller rettere: antallet gør en forskel, men med omvendte fortegn. Groft sagt kan man sige, at jo flere kvinder, der træder frem og anklager præsidenten, desto bedre er det for Trump.

E. Jean Carroll er den 22. kvinde, der beskylder Donald Trump for overgreb og ubehagelig adfærd, men alligevel er der bred konsensus om, at de mange anklager ikke kommer til at få konsekvenser for Trump. Det er som om, at der er tale om en omvendt musketered: antallet af anklager er med til at give Trump beskyttelse – i hvert fald blandt støtterne, fordi et angreb eller en afvisning af én anklage kan bruges til at underminere alle andre anklager.

Timingen er heldig for Trump

Jeg kan selvsagt ikke vurdere validiteten af Carrolls anklager. Men politisk, strategisk og kommunikativ kunne anklagerne være blevet leveret meget bedre.

I et vist omfang var forfatteren bare uheldig. Offentliggørelsen af uddraget fra hendes erindringsbog, hvor Carroll fremsætter anklagen mod Trump for første gang, bliver publiceret i New York Magazine samme dag, som Iran-krisen spidser yderligere til. Dermed får historien ikke den store bevågenhed i medierne, som den ellers måske kunne have fået.

Omvendt har forfatterens valg af at omtale det angivelige overgreb for første gang i en erindringsbog været risikabelt. Mistanken om, at der 'bare' er tale om et menneske, der prøver at sælge bøger, ligger ligefor. Trump og hans støtter har da også med det samme postuleret, at griskhed skulle være motivet bag anklagerne.

Ligeledes er der tidshorisonten, som hjælper Trump. At anklagen først bliver fremsat knap 25 år senere, åbner op for en lang række spørgsmål. Disse spørgsmål har Carroll faktisk adresseret i bogen, men det ændrer selvfølgelig ikke noget ved, at kritikerne kan hæfte sig ved netop tidshorisonten.

Hvor meget kan verificieres?

Igen: jeg kan som sagt ikke vurdere, hvorvidt Carrolls historie holder. Nogle dele kan nemt verificeres, eksempelvis præsidentens postulat, at han angiveligt aldrig nogensinde har mødt Carroll. Det er beviseligt forkert, da forfatteren har vedhæftet et billede af de to sammen i bogen.

Ligeledes er der sikkert en lang række andre detaljer i uddraget, der måske kan gås efter i sømmene.

Men generelt er der tale om en meget detaljeret anklage, men uden udsigten til håndfaste beviser. Forfatteren nævner to venner, som hun delte den angivelige traumatiske voldtægt med på daværende tidspunkt. Begge venner har bekræftet udlægningen over for New York Magazine.

At disse to vidner mod præsidenten ikke er spor overbevisende i dette hyperpolariserede klima, er selvfølgelig ikke spor overraskende. Ligeledes var den konkrete anklage nem at affeje for Trump, fordi der ikke længere er overvågningsbånd fra butikken, hvor overgrebet skulle have fundet sted. Eventuelle fysiske beviser er der heller ikke nogen af.

Paradokset om præsidenten og MeToo

Med andre ord står vi tilbage med et paradoks: MeToo-bølgen har siden oktober 2017 været med til at fælde en lang række magtfulde mænd i USA.

Året forinden var den famøse ”Grab 'em by the pussy”-video dukket op, hvor præsidentkandidaten Trump pralede om sine seksuelle overgreb.

Sidenhen er en lang række kvinder trådt frem med deres anklager om overgreb angiveligt begået af Donald Trump. Men selvom nogle amerikanske medier har italesat E. Jean Carrolls beretning som den hidtil mest ”alvorlige anklage” mod præsidenten, er der ikke meget, der tyder på, at Trump står til at få alvorlige politiske problemer.

Tværtimod er der mere, der tyder på, at MeToo-bevægelsen ikke får ram på verdens mest magtfulde mand, uanset hvor mange kvinder, der står frem med deres historier.