Trump fortalte, at han standsede angreb mod Iran – men hans forklaringer holder ikke

16x9
Trump har givet to forskellige forklaringer på, hvad der skete natten til fredag, da USA måske - måske ikke - var ved at angribe militære mål i Iran. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

I løbet af få timer underminerede Trump sin egen fortælling.

Det har været dagens store historie: USA's præsident Donald Trump havde godkendt et militærangreb mod Iran torsdag aften, men han trak godkendelsen tilbage, kort tid før angrebet skulle være blevet eksekveret.

Det forestående angreb skulle have været det amerikanske modsvar på, at Iran i går skød en amerikansk drone ned. Men præsidenten valgte altså at afblæse angrebet igen, fordi han i ellevte time fandt ud af, at responsen ville have været uproportionel hård og kunne have dræbt 150 mennesker.

Sidstnævnte ved vi, fordi Trump selv forklarede beslutningsprocessen på Twitter, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Udlægningen på Twitter skal vi dog ikke sættes vores lid til. Præsidenten har nemlig allerede disket op med en ny forklaring, og dermed gjort det klart, at han lyver.

En utroværdig udlægning

I et af sine fire tweets om situationen tidligere i dag skrev præsidenten, at han ”stoppede” angrebet på ”tre forskellige mål”, fordi det "ikke ville være proportionelt med at skyde en ubemandet drone", og at angrebene ifølge ”en general” ville have slået ”150 mennesker” ihjel. Derfor satte Trump ifølge tweetet en stopper for angrebet, ”ti minutter” før missilangrebet skulle have fundet sted, og selvom USA var ”angrebsklar”.

Grundlæggende må man sige, at den forklaring, som Trump tweetede, er utroværdig. Udlægningen rejser en lang række spørgsmål.

Det mest oplagte er, hvorfor Trump, ifølge sin egen beretning, først i sidste øjeblik finder ud af – ved at spørge ”en general” - at angrebet vil koste ”150 menneskeliv”?

Det er mildest talt meget usandsynligt, at det ikke på et tidligere tidspunkt er blevet fremlagt for præsidenten, hvad de militære, økonomiske og menneskelige omkostninger ved et missilangreb vil være.

Hvis dette ikke skulle have været tilfældet, er det en falliterklæring for beslutningsprocessen i Det Hvide Hus, som Barack Obamas tidligere stedfortrædende nationale sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes har pointeret.

Skiftende forklaringer

Et andet presserende spørgsmål er selve forløbet, som præsidenten beskriver.

Ifølge præsidentens tweet blev der først sat en stopper for angrebet ”ti minutter” før, det skulle have fundet sted. Men den forklaring har Trump allerede selv undermineret.

I et uddrag fra et interview med tv-stationen NBC, som bliver sendt i sin helhed på søndag, siger præsidenten, at angrebet faktisk ikke var blevet godkendt endnu.

I interviewet siger Trump, at han ikke endte med at godkende angrebet – modsat udlægningen på Twitter, hvor han ”stoppede” missilangrebet. Præsidenten siger ligeledes, at han endte med ikke at give grønt lys ”30 minutter” før, aktionen skulle have været igangsat.

Med andre ord ”stoppede” Trump ikke gengældelsesangrebet ”ti minutter før”, som ellers påstået i et tidligere tweet.

Et andet spørgsmål trænger sig på

Med andre ord: Trump lyver, da begge udlægninger ikke kan være sande på samme tid.

Derfor burde mediernes opmærksomhed rette sig mod et andet, meget mere magtpåliggende spørgsmål: Hvorfor skulle præsident Trump have beordret angrebet i første omgang?

Rent politisk giver det ingen mening for Trump at risikere en militær konflikt med Iran. Det går direkte imod præsidentens mantra om at sætte 'America First', og at man fra amerikansk side har spildt alt for mange penge på fejlslagne militæraktioner i Mellemøsten, som man skulle have brugt på at 'Make America Great Again'.

Brinkmanship eller showmanship?

En mulig forklaring for forløbet kan være, at præsidenten ville sende et signal om egen styrke og handlekraft ved først at beordre angrebet for derefter at aflyse det igen. Det siger en anonym kilde i hvert fald til New York Times-journalisten Maggie Haberman.

Denne praksis kan umiddelbart minde om en strategi, vi tidligere har set, kendt som brinkmanship. Det var en strategi, som man anvendte i Den Kolde Krig. Formålet var at forsøge at opnå et fordelagtigt resultat ved at skubbe farlige begivenheder til randen af aktiv konflikt.

Et sådan forløb vil faktisk også give mere mening. For som nyhedsbureauet Reuters kunne rapportere i dag, var truslen om et forestående militært amerikansk modsvar blevet kommunikeret til det iranske regime og del af en strategi, der skulle tvinge Iran til forhandlingsbordet.

Denne strategi mislykkedes dog tydeligvis, hvorfor det er mere retvisende at tale om showmanship.

Med andre ord: præsident Trumps bluff om et angreb som del af en forhandlingsstrategi over for Iran mislykkedes og bliver nu forsøgt spundet som et eksempel på en resolut præsident, der holdt hovedet koldt.

Men det er ikke nogen strategi og snarere udtryk for en optræden, der hører til i teaterverden og ikke i toppolitik.

For alene det faktum, at Trump med sine tweets har afsløret tophemmelige informationer - eksempelvis ved at røbe antallet af potentielle iranske mål - er dybt bekymrende

Indrømmet, med præsident Trumps politiske tosseteater på Twitter er det til tider desværre svært at få øje på forskellen mellem teater og toppolitik.

Men det er selvsagt et kæmpe problem, at USA's præsident igen har løjet, og at den amerikanske befolkning og resten af verden derfor ikke kan stole på præsident Trumps udtalelser i sådan en anspændt situation.