Trætte af Moskva: De tager vores gas, olie og ædelstene og sender os lort

Det er ikke klimakrisen men skraldekrisen, der optager russerne. Hovedstadens skrald skal sendes ud i skoven 1164 kilometer nord for Moskva.

Myggene svirrer i eftermiddagssolen, de the-drikkende aktivister trænges omkring bålstedet, og kasteskytset ligger klar i en plastikbakke: Overskårne tomater.

Moskva får vore skatter, Moskva tager vores kul, de tager vores olie, gas, guld og diamanter, og hvad sender de til os: Lort!

Aktivisten Anastasja Sokur

Anastasja Sokur, en lyshåret lærer, forklarer med et stort smil, at tomaterne er det eneste lovlige våben, de kan bombardere entreprenørernes biler med.

- Vi vil smide rådne tomater mod dem, så vi afskrækker andre fra at komme her og ødelægge vores land, forklarer hun.

Anastaja Sokur og gruppen af hovedsageligt kvindelige aktivister er fortroppen i en kamp, som har mobiliseret russere både i hovedstaden og her i det skovrige område en dagsrejse nord for Moskva. Kampen om skraldet, eller rettere, kampen om, hvad der skal ske med storbyernes skraldebjerge.

Aktivisten Anastaja Sokur fortæller, at tomater er det eneste lovlige våben, de kan kaste mod entreprenørens biler.
Aktivisten Anastaja Sokur fortæller, at tomater er det eneste lovlige våben, de kan kaste mod entreprenørens biler. Foto: TV 2 / Morten Storch

Der går ikke længe, inden der bliver brug for tomaterne. En pick-up truck er netop kommet over med færgen. Den har en varevogn på slæb.

- Skam jer, skam jer, råber aktivisterne, mens hele og halve tomater flyver gennem luften.

Resterne bliver selvfølgelig omhyggeligt samlet op igen. Det handler jo om affald og især om, hvad man gør ved den!

Affald i plastik

Russiske medier har længe beskrevet situationen omkring hovedstaden Moskvas lossepladser som en tidsindstillet bombe. De fleste stammer tilbage fra Sovjettiden - fra dengang rub og stub blev kørt på lossepladsen, og nu er de håbløst overfyldte.

Mange steder har beboerne klaget over lugtgener og helbredsproblemer og forlangt dem lukket. Det har fået myndighederne til at lancere en løsning, som én gang for alle skulle løse Moskvas affaldsproblemer.

Aktivisterne går til angreb på byggemaskinerne.
Aktivisterne går til angreb på byggemaskinerne. Foto: TV 2 / Morten Storch

Ideen går ud på, at lade det usorterede husholdningsaffald pakke ind i plastik. Derefter skal meterhøje affaldsballer læsses på jernbanevogne og sendes de 1164 kilometer med jernbanen nordpå og ud i skoven ved jernbanestationen i Shiyes i Arkhangelsk-regionen.

Her er det så meningen, at det plastikindpakkede affald skal lagres på ubestemt tid.

Det er en løsning, som myndighederne siger er både miljørigtig og i overensstemmelse med internationale normer, men som i den grad har gjort beboerne i det nordlige Rusland rasende.

Her er det meningen, at de store affaldsballer skal opbevares på ubestemt tid.
Her er det meningen, at de store affaldsballer skal opbevares på ubestemt tid. Foto: TV 2 / Morten Storch

Som den tomat-bevæbnede aktivist Anastasja Sokur forklarer:

- Moskva får vore skatter, Moskva tager vores kul, de tager vores olie, gas, guld og diamanter, og hvad sender de til os: Lort!

Myndighederne havde håbet på en snuptagsløsning men endte i stedet med et projekt, som har mobiliseret både beboere og aktivister fra hele det nordlige Rusland.

Officielt kalder myndighederne det, de vil bygge i skoven, for en ”Eko-Teknopark” på russisk, men der er hverken noget økologisk eller særligt teknisk avanceret ved anlægget. Det er og bliver en losseplads.

Protestlejren i skoven

Vi har reserveret pladser i vogn nummer 10. Da vi er kravlet ombord i toget, viser det sig, at lige præcis vogn nummer 10 er fyldt med aktivister, der lige som os har sat kurs mod Shijes, byggepladsen ude i skoven, hvor det er meningen, at skraldet fra Moskva skal opbevares.

Myndighederne har ellers gjort, hvad de kunne, for at forhindre aktivisterne i at nå frem. Vejen til Shijes er spærret, og toget standser officielt ikke længere i Shijes, men vi tager chancen sammen med Nikolaj Viktorov, én af de lokale aktivister. Vore medpassagerer er klædt i praktisk fritidstøj, mange i camouflagebukser. Et par unge kvinder i hvide gevandter og med plastikblomster i håret giver det hele en fært af musikfestival.

Aktivisterne har bygget en lejr tæt på byggepladsen i skoven.
Aktivisterne har bygget en lejr tæt på byggepladsen i skoven. Foto: TV 2 / Morten Storch

Efter en halv times lunten gennem skoven standser toget op. Shijes! Ud hopper den armygrønne gruppe af aktivister med soveposer, telte og drikkevand i dunkevis. Det vrimler med politi og andre uniformerede herrer, men de holder sig i baggrunden, mens vi sammen med de nyankomne begiver os hen til den protestlejr, der er bygget klos op ad byggepladsen.

- Stop Shijes, lyder det på et af skiltene foran lejren, hvor flag af alle kulører bidrager til festivalstemningen, men der bliver lavet rødbedesuppe og skræller kartofler i det fri.

Blokaden

Det ser fredeligt ud, men faktisk har der været adskillige sammenstød mellem aktivister og politi i løbet af det halve år, aktivisterne har belejret byggepladsen.

Faktisk er det lykkedes modstanderne af lossepladsprojektet at blokere tilkørslen til byggepladsen så effektivt, at byggeriet mere eller mindre er gået i stå på grund af mangel på brændstof til entreprenørmaskinerne. Et forsøg på at bringe forsyninger frem med terrængående køretøjer blev opgivet, efter at dækkene blev skåret op.

Stop Shijes står der på skiltet.
Stop Shijes står der på skiltet. Foto: TV 2 / Morten Storch

Men er Rusland ikke stort nok, til at man kunne hjælpe hovedstaden og lægge plads til en losseplads, lyder vores spørgsmål til aktivisten Nikolaj Viktorov?

­- Se det på den her måde, lyder svaret:

- Du bor i en lejlighed og så kommer naboen og siger: ”sikke en stor lejlighed, jeg kommer lige med noget af mit affald”. Det giver ikke mening, og det er ikke retfærdigt.

Trætte af løgnen

Affaldsdepotet i Shijes er et projekt af sovjetiske dimensioner. 7000 fodboldbaner vil anlægget kunne rumme, den dag, det måtte stå færdigt.

Selv om det ser omfattende ud, er man foreløbig kun gået i gang med at bygge et lille hjørne af det endelige anlæg, nemlig perronerne og skinneanlægget, hvor man skal tage imod over en halv million tons affald om året.

Aktivisterne kaster med tomater mod entreprenørens biler.
Aktivisterne kaster med tomater mod entreprenørens biler. Foto: Ksenia Adamovitch

Det skulle have været en patentløsning, som én gang for alle løste hovedstadens skraldeproblemer. I stedet er Shijes blevet et samlingspunkt for modstanden mod myndighedernes fremfærd.

- Folk er trætte af de løgne, de hører overalt, på tv og fra myndighederne, lyder Nikolaj Viktorovs forklaring.

- Folk er trætte af ikke at blive hørt. De spytter på folk, for alt er afgjort på forhånd. Enten af myndighederne eller af nogen med penge. Folk er blevet mobiliseret, og slutter op om os, for de vil ikke længere finde sig i hvad som helst. Hverken her i det nordlige Rusland eller i resten af landet.

Meningsmålinger giver ham ret. Russerne er i dag mere villige end nogensinde før til at tage del i protestbevægelser, sådan som det er sket ved Shijes.

Tidligere var netop indbyggerne her i den nordlige del af landet ikke særligt politisk engagerede, tværtimod blev de betragtet som systemets støtter, som Putins kernevælgere.

Men noget har ændret sig i Rusland. Det viser kampen om skraldet. Og slaget om Shijes er først lige begyndt.