Saudisk kronprins: Vi vil ikke tøve med at svare på trusler mod vores folk

16x9

Saudi-Arabien vil ikke tøve med at svare igen på konkrete trusler, siger kronprins i et interview.

Saudi-Arabien ønsker ikke at starte en krig med Iran. Men kongedømmet vil ikke tøve med at svare igen på konkrete trusler.

Det siger Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, i et interview med den panarabiske avis Asharq al-Awsat.

- Vi ønsker ikke en ny krig i regionen. Men vi vil ikke tøve med at svare på trusler mod vores folk, vores suverænitet, vores territoriale integritet og vores vitale interesser, siger han i interviewet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang siden angrebene på to olietankskibe - et japansk og et norsk - i Den Persiske Golf torsdag, at kronprinsen udtaler sig.

Vi ønsker ikke en ny krig i regionen. Men vi vil ikke tøve med at svare på trusler mod vores folk, vores suverænitet

Mohammed bin Salman, Kronprins i Saudi-Arabien

Iran nægter sig skyldig

Angrebene er blot de seneste hændelser i regionen, der har medført stigende spændinger mellem Iran og USA.

Ifølge det amerikanske finansmedie Bloomberg fik angrebet torsdag oliepriserne til at stige drastisk.

USA's præsident, Donald Trump, tøvede ikke med at skyde skylden for angrebet på de to tankskibe fra Iran.

Iran har dog på det kraftigste afvist at have stået bag.

Iran har før truet med blokade

Saudi-Arabien er en af USA's nærmeste allierede, og det sunnimuslimske kongedømme anser det shiitiske præstestyre i Teheran som en bitter rival.

Iran har gentagne gange truet med at blokere det strategisk vigtige Hormuz-stræde som svar på eventuelle angreb fra USA.

Skulle dette ske, vil det have store konsekvenser for eksporten af olie fra Golfen.