KOMMENTAR: Trump har længe leget med ilden – går det galt en dag?

16x9
U.S. President Donald Trump. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Frygten for fatale fejlvurderinger og en ny krig i Mellemøsten stiger i kølvandet på tankangrebene.

Hvorvidt det faktisk er Iran, der står bag angrebene på to tankskibe i Omanbugten, vides endnu ikke. Det er langt fra utænkeligt, som en ekspert i iranske forhold forklarede til TV2 i går. Trump-administrationen fremlagde i dag beviser, som skulle implicere iranerne, men disse beviser er svære at verificere. Derfor må vi tage de sædvanlige forbehold.

Jeg vil i den her analyse ikke hæfte mig ved spørgsmålet om, hvorvidt iranerne står bag. Mit fokus kommer til at være rettet mod, hvorfor bekymringen for en militær konflikt i Mellemøsten – og særligt mellem USA og Iran – har været så stor i kølvandet på gårsdagens angreb.

Hardlinere i nøglepositioner

En af forklaringerne skal findes i den personalerokade, som præsident Trump foretog sidste år. Ud røg udenrigsminister Rex Tillerson og den nationale sikkerhedsrådgiver H. R. McMaster, ind kom hardlinerne Mike Pompeo og John Bolton. Begge har tidligere advokeret for et regimeskifte i Iran og en politik, der presser præstestyret maksimalt.

Det vil dog være forkert alene at tilskrive to udskiftninger den hårde linje over Iran. Jeg hørte H. R. McMaster tale på Yale University i april, og her gjorde Trumps forhenværende sikkerhedsrådgiver det meget klart, at der var konsensus i Trump-administrationen omkring Irans skadelige adfærd og behovet for at rulle præstestyrets indflydelse i Mellemøsten tilbage.

At der skal gøres op med den iranske aggression, er der i øvrigt tværpolitisk enighed om i USA. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om, hvorvidt Iran skal konfronteres og presses til at ændre adfærd, men hvordan dette foretagende skal lykkes.

Tryk avler modtryk

Donald Trump spiller højt spil med sin Iran-strategi. Præsidenten har gennem længere tid truet præstestyret på Twitter og ligeledes iværksat skrappe sanktioner mod Teheran. Atomaftalen opsagde præsidenten som bekendt også for godt et år siden. Dengang vurderede jeg, at det nok ville ende med en justeret atomaftale alligevel på et tidspunkt, da alle involverede parter har en interesse i en forbedret aftale.

Det har aktørerne fortsat, men tryk avler som bekendt modtryk. I en verden, der bliver mere og mere usikker og ustabil, er der ikke nogen europæisk appetit for at opsige en atomaftale, som iranerne overholdt. Tværtimod har man fra europæisk side ønsket et transatlantisk samarbejde for at forhandle de ønskede justeringer inden for den eksisterende atomaftale.

Både Trump og europæerne har en interesse i at forhindre, at Iran får atomvåben, samt i at reducere præstestyrets indflydelse i Mellemøsten, men de er uenige om strategien. At præsidenten har varslet, at lande, der handler med Iran og køber iransk olie vil blive ramt af amerikanske strafsanktioner, presser samtidig europæerne fremfor at gøde jorden til et samlet transatlantisk fremstød. Som ofte før er Trumps udenrigspolitik baseret på ideen, at den stærkeste stat styrer slagets gang. Præsidentens America First-doktrin bliver dermed i realiteten ofte synonym med en America Almost Alone-udenrigspolitik.

Sanktionerne presser præstestyret

Mike Pompeo sagde under gårsdagens pressemøde, at de angivelige iranske angreb illustrerer, at Trump-administrationens maximum pressure-strategi virker. I udenrigsministerens udlægning er målet at få iranerne isoleret og presse præstestyret økonomisk i knæ for at få Teheran tilbage til forhandlingsbordet og forhandle ikke bare en bedre atomaftale, men en ”omfattende aftale” om acceptabel udenrigspolitisk ageren.

De amerikanske sanktioner har virket som tilsigtet. Irans olieeksport er faldet med 80 procent, inflationen er høj, og det samme er arbejdsløsheden. Præstestyret er med andre ord under enormt pres. Den iranske økonomi kan ikke holde til de amerikanske sanktioner i særlig mange måneder længere. Præstestyrets forhåbning om at svede sanktionerne ud, indtil en forhåbentlig mere venligsindet præsident vinder valget i 2020, er dermed ikke langtidsholdbar.

Spørgsmålet er, om denne bevidste amerikanske konfliktoptrapning – sådan ser man Trumps taktik i Teheran og mange europæiske hovedstæder –, er hensigtsmæssig i længden. Får den iranerne til forhandlingsbordet? Får eventuelle iranske modsvar europæerne om bord på Trump-toget? Eller får sanktionerne iranerne til ”at omfavne risikoens dynamik”, som en ekspert formulerede det overfor avisen Washington Post?

Præstestyret og Pandoras æske

Præsident Trump satser på, at iranerne i længden bliver så isoleret internationalt og så økonomisk presset indenrigspolitisk, at den eneste udvej for præstestyret bliver at vende tilbage til forhandlingsbordet og acceptere en ydmygende aftale.

Problemet er dog, at det er svært at forestille sig, at iranerne skulle give Trump så stor en politisk skalp et år før præsidentvalget. I Teheran er analysen desuden nok, at hvis man giver efter i den her omgang, så har man åbnet Pandoras æske for alverdens amerikanske afpresningsforsøg fra nu af, og til Solen brænder ud.

Symbolikken var i hvert fald ikke til at tage fejl af. Angrebet på de to tankskibe, hvoraf et er japansk ejet, kom samtidig med, at den japanske premierminister, Shinzo Abe, var i Teheran for at forsøge at agere konfliktmægler. Det er 40 år siden, at en japansk premierminister sidst var på besøg i Iran, og Abe havde selv beskrevet formålet som ”et stort skridt mod at sikre freden og stabiliteten i denne region”. Det velmente diplomatiske initiativ blev dog både undermineret af angrebet og konfliktparterne. Både præstestyret og Trump affejede Abes aktion, sidstnævnte som sædvanlig statsmandsagtigt på Twitter.

Frygt for fatale fejlvurderinger

Der er meget på spil. Hormuzstrædet er helt central for den globale olieforsyning. Omkring 40 procent af olietransporten til havs går gennem strædet. Iranerne kan med de angivelige angreb altså tydeliggøre de potentielle konsekvenser for den globale olieforsyning, hvis Trump ikke sætter en stopper for truslerne og sanktionerne.

Ingen tør forestille sig, hvad der sker, hvis præstestyret skulle prøve at bremse for verdenshandlen igennem Hormuzstrædet på et tidspunkt. Frygten for en fejlkalkulation, der i sig selv kan virke uskyldig, er enorm i verdenssamfundet.

De dominerende kræfter i både Washington og Teheran lader ikke til at have en interesse i en militær konfrontation. Donald Trump blev blandt andet valgt på en udenrigspolitisk dagsorden om et opgør med USA's krigsførelse i Mellemøsten. Præsidenten har i de forgange uger i offentlige taler gentagne gange udtrykt sit ønske om forhandlinger med Teheran. Det ønske affejede Irans religiøse leder meget udiplomatisk i går.

Udvikling af atomvåben ændrer alt

Præstestyret har varslet, at det fra næste måned vil begynde at trække sig delvist fra atomaftalen, hvis de amerikanske sanktioner ikke er blevet skrottet. Den tjeneste kommer Trump næppe til at gøre Teheran, og dermed kan situationen eskalere yderligere i de kommende måneder.

I denne uge meddelte Det Internationale Atomagentur, at Iran er begyndt at berige mere uran igen – det forventede modtræk til Trumps økonomiske jerngreb.

Skulle Iran nu begynde at udvikle atomvåben, som kritikerne frygter, er der tale om en game changer, og et amerikansk militært modsvar kan ikke udelukkes. Den folkelige opinion i USA er entydig i spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen af iranske atomvåben er en kritisk trussel mod USA's vitale interesser. Ligeledes kommer presset på Trump fra USA's allierede i regionen, særligt Israel og Saudi-Arabien, i så fald til at blive monumentalt.

Lige nu er der altså to scenarier: enten bukker præstestyret under for det amerikanske pres og vender tilbage til forhandlingsbordet, eller også er atomaftalen snart ikke længere det papir værd, den er skrevet på.

Jeg vil nødigt male fanden på væggen, men man skal ikke undervurdere konfliktpotentialet i gårsdagens angreb.

Et muligt våbenkapløb i Mellemøsten og et præventivt amerikansk militært angreb på Irans arsenaler er dermed ikke utænkeligt.