Jon Stewart tordner mod Kongressen: - I bør skamme jer

Den tidligere tv-vært har i årevis kæmpet for de mange redningsarbejdere, der er blevet syge efter terrorangrebet i New York i 2001.

Terrorangrebet 11. september 2001 mod World Trade Center i New York koster stadig liv, selvom det snart er 18 år siden, at tvillingetårnene styrtede til jorden.

De af jer, der er udeblevet, bør skamme jer, men det gør I ikke

Jon Stewart

Giftige stoffer og røg fra bygningsmaterialer i tårnene har gennem årene kostet omkring 20.000 menneskeliv hos blandt andre de såkaldte first responders - de første redningsarbejdere, der ankom til området på det sydlige Manhattan. Det skriver CNN.

Ifølge ABC News døde der så sent som sidste år 15 politifolk og redningsarbejdere af følgesygdomme som kræft og vejrtrækningsproblemer.

Tirsdag fandt en høring sted i justitsudvalget i Repræsentanternes Hus, hvor flere af ofrene for følgesygdomme efter terrorangrebet var mødt op for at kæmpe for deres ret til erstatning.

- Det er skammeligt

Den tidligere talkshow-vært og politiker Jon Stewart har i årevis kæmpet side om side med ofrene, og han var også til stede under høringen i tirsdag.

Her gik han til angreb på kongressens medlemmer – især de mange, der havde valgt at udeblive fra høringen.

- Bag mig er et lokale fyldt med first responders fra 11. september, og foran mig er der en næsten tom kongres. Det er skammeligt, lød det fra en tydeligt berørt Jon Stewart.

Den tidligere tv-vært var tydeligt berørt under høringen.
Den tidligere tv-vært var tydeligt berørt under høringen. Foto: Zach Gibson / Ritzau Scanpix

Han tilføjede, at det var en ”pinlighed for landet” og en ”skamplet på kongressen”, at så få kongresmedlemmer var mødt op for at støtte ofrene.

- De af jer, der er udeblevet, bør skamme jer, men det gør I ikke. Ansvarlighed synes ikke at forekomme i dette rum, tordnede en vred Stewart videre.

Fond afvikles i 2020

Kort efter angrebet i 2001 blev offerfonden 'September 11th Victim Compensation Fund' oprettet for at støtte ofrene for terrorangrebet.

Fonden blev afviklet i 2003.

Den pensionerede politimand Luis Alvarez er et af mange ofre for følgesygdomme efter oprydningsarbejdet ved Ground Zero.
Den pensionerede politimand Luis Alvarez er et af mange ofre for følgesygdomme efter oprydningsarbejdet ved Ground Zero. Foto: Zach Gibson / Ritzau Scanpix

I 2011 besluttede daværende præsident Obama at genåbne fonden som støtte til de mange redningsarbejdere, der med årene var blevet syge af at have arbejdet ved Ground Zero.

Fonden, der gennem årene har udbetalt milliarder af kroner i erstatning til ofrene, står til at blive afviklet i 2020, og ofrene har derfor fået at vide, at deres erstatninger vil blive skåret med op til 70 procent.

Gør jeres job

I februar blev der fremsat et lovforslag om at forlænge fondens levetid, men ifølge Jon Stewart har flere kongresmedlemmer nølet med at stemme for forslaget:

- Jeres ligegyldighed koster disse mænd og kvinder på lige netop det, de ikke har – tid, sagde Stewart til de fremmødte kongresmedlemmer.

Jon Stewart tages i ed før sit vidneudsagn.
Jon Stewart tages i ed før sit vidneudsagn. Foto: Zach Gibson / Ritzau Scanpix

Jon Stewart påpegede desuden, at 'September 11th Victim Compensation Fund' ikke bør isoleres til at være et problem for New York og dens borgere.

- Al-Qaeda råbte ikke død over Tribeca (et område tæt på Ground Zero i New York, red.) – de angreb USA. Og disse mænd og kvinders redningsindsats bragte vores land på benene igen. De udførte deres job med mod, nåde, beslutsomhed og ydmyghed, sagde en tårevædet Stewart, og tilføjede:

- 18 år senere. Gør jeres job.

2753 blev dræbt i New York

11. september 2001 kaprede 19 islamister - 15 af dem saudiarabere - fire passagerfly i USA.

To af flyene torpederede World Trade Center i New York, et styrtede ned på en mark i Pennsylvania, og det sidste styrtede ned i USA's forsvarsministerium, Pentagon, i Washington D.C.

World Trade Center under terrorangrebet i 2001.
World Trade Center under terrorangrebet i 2001. Foto: TV 2

2753 mennesker blev dræbt i New York, 184 mennesker mistede livet i Pentagon, mens styrtet i Pennsylvania kostede 40 mennesker livet.

I alt blev 2977 mennesker fra 93 lande dræbt. Desuden døde alle 19 islamister.

Det var det militante netværk Al-Qaeda med Osama bin Laden i spidsen, der stod bag det koordinerede angreb.