Femårig dreng er død af ebola i Uganda - to andre er smittet

16x9
En sundhedsarbejder iført sikkerhedsudstyr arbejder med smittede ebola-patienter. Foto: Baz Ratner / Ritzau Scanpix

Sygdommen har spredt sig over grænsen til Uganda fra Den Demokratiske Republik Congo.

Verdenssundhedsorganisationen WHO oplyser onsdag, at mindst to tilfælde af sygdommen ebola er bekræftet i Uganda.

Det sker, efter en femårig dreng, der søndag krydsede grænsen til Uganda fra DR Congo, er død af sygdommen.

- En ung patient døde tirsdag. To andre personer er testet positive. I alt har vi derfor tre bekræftede tilfælde, siger WHO i en erklæring med henvisning til Ugandas sundhedsminister.

De tre tilfælde i Uganda er de første kendte tilfælde, hvor sygdommen har spredt sig over grænsen.

Tiende udbrud på 40 år

Det nuværende ebolaudbrud er det tiende i DR Congo i løbet af de seneste 40 år. Det brød ud i august sidste år i den nordøstlige del af landet.

Cirka 1400 personer har mistet livet i udbruddet, viser tal fra myndighederne. Det gør det til det næstmest dødelige ebolaudbrud nogensinde.

Den skrøbelige situation i den østlige del af landet, hvor væbnede oprørere har plaget befolkningen i årevis, har gjort det svært for sundhedsmyndighederne at bekæmpe udbruddet og behandle de syge.

Den store ebola-epidemi i Vestafrika krævede i årene 2014-2016 11.000 menneskeliv.

Flagermus bærer smitten

Ebola er meget smitsom, og de første symptomer kan minde om influenza.

Ebola brød ud i byen Biroko i april. Det er en markedsby tæt på andre byer og forbundet med store floder. Det perfekte sted at sprede smitten, fordi mange mennesker mødes.

Ebola-virusset kan spores tilbage til to udbrud i 1976, hvor hundreder døde i Sydsudan nær Ebola-floden, der har givet sygdommen sit navn.

En særlig art af flagermus er bærere af virusset, men det kan også ende i mennesker gennem kontakt med blod, organer og kropsvæsker fra andre inficerede dyr som chimpanser, antiloper, gorillaer og pindsvin.