Danske turister advares om farligt vejr i Indien

16x9
Satellitbillede af cyklonen 'Vardah', der gik i land 11. december 2016. Nu er cyklonen Vayu på vej. Foto: NASA/MODIS

Udenrigsministeriet opfordrer danskere i Indien til at holde sig væk fra landets vestkyst på grund af cyklon.

Kraft vind og risiko for voldsom regn og kaos i trafikken.

Cyklonen Vayu har kurs mod Indiens vestkyst, og derfor advares turister mod at opholde sig i de områder, der bliver ramt.

Udenrigsministeriet i Danmark har onsdag opdateret rejsevejledningen vedrørende Indien på sin hjemmeside med et varsel målrettet danskere, der opholder sig i landet.

Cyklonen Vayu forventes at ramme Indiens vestkyst onsdag og torsdag.

- Ud over kraftig vind er der risiko for voldsom regn, strømafbrydelser og trafikale problemer.

- Mindre veje kan være blokeret, og flyafgange til lufthavnene i området kan være påvirket af vejret. Hold dig så vidt muligt væk fra kysten og følg altid myndighedernes anvisninger, skriver Udenrigsministeriet.

Ifølge Udenrigsministeriet skal danskere være "ekstra forsigtige" i hele Indien.

Ikke-nødvendige rejser frarådes til delstaterne Manipur og Tripura.

Alle rejser frarådes til delstaterne Jammu og Kashmir - dog undtagen Ladahk-distriktet og rejser med fly til Jammu by.

Desuden frarådes alle rejser til grænseområderne til Pakistan - undtagen Wagah-grænseovergangen og byerne Amritsar og Jaisalmer.