Oversvømmelser fordriver flere hundrede tusinde i Kina

Regnen har fået floder til at gå over sine bredder og har begravet flere store byer i vand.

Det sydlige Kina er blevet ramt af voldsom regn, der har oversvømmet byer og fået floder til at gå over deres bredder.

Ifølge det statslige dagblad China Daily er mere end to millioner mennesker berørt af oversvømmelserne, mindst fem mennesker er dræbt, og flere tusind mennesker er fanget af vandmasserne og venter på at blive reddet i sikkerhed.

Kinas meteorologiske institut har opgjort, at de værst ramte egne har fået 688 millimeter regn – altså næsten 70 centimeter nedbør – i løbet af de seneste dage.

Myndighederne advarer om, at det langt fra er ovre.

Regnen forventes at fortsætte de næste fire dage og sprede sig til andre dele af Kina, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Værste oversvømmelser i mange år

En ledende embedsmand i det kinesiske katastrofeberedskab fortæller, at man har evakueret 114.000 mennesker alene fra Jián, der er en af de værst ramte byer.

Overblik over oversvømmelserne i Jian.
Overblik over oversvømmelserne i Jian. Foto: Zeng Shuangquan / SIPA / Ritzau Scanpix

- Oversvømmelserne her er de værste i de seneste år og måske i årtier, siger embedsmanden Yang Xiaodong.

I byen Pingxiang i det sydøstlige Kina blev en mand reddet fra oversvømmelserne efter en dramatisk redningsaktion.

Manden havde klamret sig til en lygtepæl midt i vandmasserne i flere timer, før det lykkedes en redningsarbejder at nå ud til ham med en line, så hjælpere kunne trække dem begge i sikkerhed.

Reddet efter at have klamret sig til lygtepæl i flere timer

På Wugong Mountain måtte redningsmandskabet improvisere med en bro af bambuspæle for at redde 16 klatrere, der var fanget på bjerget, ned.

Bjergvandrere reddet med bambuspind

Ødelæggelser for milliarder

China Daily skriver, at oversvømmelserne har ryddet et område på 10.800 hektar land og ødelagt flere hundrede hjem i Jiangxi-provinsen. Skaderne løber her op i 2,5 milliarder kroner, anslår avisen ifølge Reuters.

Beboerne i et oversvømmet hus bliver evakueret.
Beboerne i et oversvømmet hus bliver evakueret. Foto: Str / Ritzau Scanpix

I Guangxi-provinsen er 20.000 husstande efterladt uden strøm, mens veje, broer og andre vigtige dele af infrastrukturen er alvorligt beskadigede.

Frem mod torsdag ventes de voldsomme regnbyger ifølge Kinas meteorologiske institut at sprede sig til Guangdong, Fujian, Jiangxi, Yunnan, Sichuan og Taiwan.

Instituttet har advaret myndighederne i de pågældende områder om at være på vagt i forhold til både tordenstorme og risikoen for, at mindre floder kan gå over deres bredder i de kommende dage.

Redningsfolk bjærger børn over en oversvømmet bro.
Redningsfolk bjærger børn over en oversvømmet bro. Foto: Str / Ritzau Scanpix