Alabama: Sexdømte skal medicinsk kastreres før løsladelse

16x9
Guvernør i Alabama Kay Ivey siger, at den nye lov er en beskyttelse af statens børn. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Medicinen skal dæmpe sexlysten - og evnen - og sikre, at de sexdømte ikke begår nye forbrydelser.

Alle seksualforbrydere, der har krænket børn under 13 år i den amerikanske delstat Alabama, skal nu medicinsk kastreres, før de kan blive prøveløsladt, skriver BBC.

- Det er et skridt mod at beskytte Alabamas børn, sagde guvernør Kay Ivey i dag, da hun underskrev loven.

Loven kræver, at den dømte begynder den medicinske behandling med piller eller indsprøjtninger en måned før han sættes fri og fortsætter, indtil en dommer beslutter, at det ikke længere er nødvendigt. Hvis den dømte afbryder behandlingen, vil han blive fængslet igen.

Forud for dagens underskrift fra guvernøren er gået en hidsig debat i delstaten.

Borgerretsgrupper kalder det en ’grusom og usædvanlig’ straf.

- Når staten begynder at eksperimentere med folk, så er det i modstrid med forfatningen, siger den lokale borgerrettighedsforkæmper Randell Marshall.

'De burde dø'

Manden bag forslaget, den republikanske delstatspolitiker Steve Hurst, mener til gengæld, at hans forslag dybest set er for mildt.

Hvad er medicinsk kastration

Medicinen bliver typisk givet som indsprøjtninger, der blokerer for hormonproduktionen i mandens hoved og kønsdele.

Det betyder, at niveauet af det mandlige kønshormon testeteron falder til samme niveau som hos en lille dreng - eller hos en mand, der har fået fjernet testiklerne ved en operation.

Medicinen kan både begrænse seksuelle tanker og fantasier og også selve den fysiske evne til sex.

Virkningen holder, så længe manden får indsprøjtningerne regelmæssigt.

Hvis behandlingen stoppes, vil virkningen fortage sig og hormonproduktionen vende tilbage til det naturlige niveau.

Han mener faktisk, at de sexdømte skal kastreres rigtigt – altså have deres testikler fjernet - siger han til TV-stationen NBC

- Allerhelst så jeg, at hvis nogen behandlede et lille barn sådan, så burde de dø. Gud skal nok tage sig af dem, siger Steve Hurst.

Findes i flere lande

Lovændringen i Alabama er dog ikke enestående. Det er den syvende amerikanske delstat, der indfører frivillig, medicinsk kastration som en betingelse eller i hvert fald som en genvej til prøveløsladelse.

Også i lande som Sydkorea og Indonesien har man regler for medicinsk kastration af seksualforbrydere.

Herhjemme har man i mange år brugt medicinsk kastration som et frivilligt tilbud til forvaringsdømte, der er dømt for alvorlige seksualforbrydelser.

Dansk Folkeparti har tidligere talt for, at dømte skulle kunne tvinges til medicinsk kastration. Det har der dog aldrig været flertal for.