- Jeg angrer, at jeg dræbte de to turister, siger tiltalt for dobbeltdrab i Marokko

En af de hovedmistænkte forklarede i retten, at de gik efter at dræbe vantro kristne og turister. Mændene risikerer dødsstraf i sagen.

Retssagen mod 24 mænd, der er tiltalt for drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, blev torsdag genoptaget ved en domstol i Marokko.

To gange tidligere er retssagen blevet udskudt, men torsdag kom der omsider skred i sagen.

En af de fire hovedmistænkte i sagen erkendte under dagens retsmøde at have dræbt kvinderne, skriver norske VG.

Han har ifølge mediet forklaret, at han indtil sin anholdelse var tilhænger af Islamisk Stat (IS).

- Jeg plejede at elske Islamisk Stat, men nu ved jeg ikke. Alt hvad jeg ved er, at jeg angrer, at jeg dræbte de to turister, lød det fra Abdesamed El Joud.

Det var 17. december sidste år, at de to studerende blev fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko.

Sagen skulle have været indledt 2. maj, men blev først udsat på grund af mangel på forsvarsadvokater.

Makabre detaljer om drabene

TV 2's udlandskorrespondent Jeppe Krogaer, der er til stede ved retten i Marokko, siger, at hovedmændene i sagen detaljeret har forklaret om drabene.

- Tre hovedmistænkte er blevet afhørt, og det har været makabre detaljer om, hvordan drabene foregik. De har erkendt sig skyldige, men siger, at de fortryder, siger Jeppe Krogager.

De tre har forklaret, hvordan de i detaljer planlagde drabene på den danske og den norske kvinde.

- De har forklaret, at de gik efter vantro kristne og turister, siger Jeppe Krogager.

Han siger, at det er svært at sige, hvor længe sagen kommer til at vare.

- Anklageren har sagt, at han regner med tre eller fire retsmøder mere, og at der skal holdes retsmøde hver 14. dag. Men hvor længe sagen kommer til at vare, er ikke til at sige.

Efter at torsdagens retsmøde var afsluttet, blev det oplyst, at sagen genoptages 13. juni.

Risikerer dødsstraf

Tre af de hovedmistænkte er tiltalt for drab, mens en fjerde er tiltalt for at have haft en koordinerende rolle for gruppen, som forud havde svoret troskab til IS.

Ud over drab anklages mændene også for terror og for at have tilsluttet sig en terrorgruppe.

Hvis mændene findes skyldige, risikerer de dødsstraf. Marokko har dog ikke eksekveret dødsstraf siden 1993.

Advokat Hafida Makssaui, der repræsenterer de fire hovedmistænkte, har tidligere sagt til VG, at de vil erkende terrorhandlinger.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland fra den norske by Bryne var sammen på trekking i Atlasbjergene, da de blev dræbt.

De studerede begge på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø i Telemark.

Efter drabet kom det frem, at de to kvinder var blevet stukket med kniv og halshugget. En video viser angiveligt drabet på en af kvinderne.

Videoen blev offentliggjort på sociale medier, og flere personer i både Danmark og Norge er blevet dømt for at dele videoen.