Analyse: Vestager stadig med i kampen om EU-post - men hun har flere handicaps

16x9
Konkurrencekommissær i EU og kandidat til at blive ny formand for Europa-Kommissionen, Margrethe Vestager. Foto: Aris Oikonomou / Ritzau Scanpix

TV 2's korrespondent Svenning Dalgaard gør status over kampen om EU's mest magtfulde toppost efter denne uges topmøde.

Hun kom ind i løbet lige lovligt sent. Men hun er stadig med i kampen om EU's mest magtfulde toppost som præsident for Europa-Kommissionen. Sådan kan man kort resumere vurderingen af Margrethe Vestager i tysk presse. Og det tæller, hvad pressen mener i EU's største land.

Det vigtige er, at der allerede er en favorit, der er endt som taber efter første runde ved det EU-topmøde, der blev holdt tirsdag aften.

Så stillingen nu er, at der er én taber. Der er tre favoritter. Og der er fire outsidere, som pludselig kan komme ind på banen, hvis forhandlingerne en dag går i hårdknude.

Taberen

Taberen efter topmødet er Manfred Weber. Han er kendt lokalpolitiker i sydtyske Bayern og kandidaten fra parlamentets største gruppe, det kristeligt-konservative europæiske folkeparti, EPP. Han dømmes nu ude af kampen, blandt andet hos det britiske finansblad Financial Times. Han var ellers storfavorit efter den Spitzenkandidat-debat, som Europa-Parlamentet holdt i sidste måned.

Bladet skriver, at han er ude, fordi han er ukvalificeret. Han har siddet 15 år i Europa-Parlamentet og to år derhjemme ganske uden at gøre sig bemærket. Han har aldrig haft en ministerpost, og hans eneste fordel er, at partiet EPP er parlamentets største. På topmødet antydede selv den tyske kansler, Angela Merkel, at han var et svagt kort.

Hun talte om, at man jo godt kan vælge folk uden klare kvalifikationer. Altså hun indrømmede under hånden, at Weber er ukvalificeret.

Derudover understregede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Portugals statsminister, Antonio Costa, at det var nødvendigt at have en kandidat med executive erfaring. Det har Weber som den eneste spitzenkandidat slet ikke.

De tre favoritter

Nummer et blandt favoritterne er Frans Timmermans. Den hollandske næstformand i Europa-Kommissionen havde et godt EP-valg i søndags. Han genrejste socialdemokratiet ved EU-valget i Holland. Partiet var ellers næsten blevet udslettet ved seneste valg i landet.

Han har også været udenrigsminister hjemme i Haag. Dertil kommer, at han var klart den bedste debattør ved de Spitzenkandidat-debatter, som Europa-Parlamentet har holdt den seneste måned. Han er også en magtfuld næstformand i kommissionen og agerer ofte helt uafhængigt af formanden. Hans svaghed er, at socialdemokraterne i EU gik solidt tilbage ved valget søndag.

Nummer to er Michel Barnier, EU's chefforhandler i Brexit-forhandlingerne med Storbritannien. Han må ventes at blive Frankrigs kandidat til kommissionen. Han er eminent højt kvalificeret. Han har også været EU-kommissær, ligesom Timmermans og Vestager, så han kender til jobbet.

Han har været fransk udenrigsminister, og han startede sin karriere ved at organisere OL i vinteren 1992 hjemme i Albertville i de franske alper. Hans eneste handicap er, at han ikke kommer fra præsident Macrons parti. Men han er konservativ og kan derfor fint godkendes af den tyske kansler Merkel.

Nummer tre er Margrethe Vestager. Hun er et usædvanligt valg og var ikke med fra starten i parlamentets Spitzenkandidat-debat. Det ser man negativt på i Tyskland. Men hun nåede med til sidst.

Hun anses internationalt for at være det stærkeste kort fra den nuværende EU-Kommission. Hendes hårdhændede behandlinger af de amerikanske tech-giganter som Google, Apple, Facebook og Amazon giver respekt - men hendes hårdhændede behandlinger af tyske Siemens og franske Alstom kan måske koste hende posten.

Vestagers handicaps

Men Vestager har flere alvorlige handicaps. Süddeutsche Zeitung skriver, at det også kan koste hende posten, at Danmark ikke er med i den fælles valuta, euroen. Tilmed vil Danmark heller ikke med senere. Det vil de fleste andre ikke-medlemmer ellers. Derfor er Vestager ude, skriver bladet.

Hertil kommer, at Vestager (endnu) ikke har støtte fra Danmarks ene statsministerkandidat, Mette Frederiksen. Og hvis man ikke støttes af sit eget land, så er man totalt ude. Så er man ganske enkelt ikke kandidat.

Denne mekanisme så vi demonstreret i 1995, da Venstres leder, Uffe Ellemann-Jensen, officielt var Danmarks kandidat til at blive generalsekretær i Nato. Men regeringens signal til de øvrige Nato lande var, at den fint kunne leve med det, hvis Ellemann tabte. Så tabte Uffe Ellemann.

Outsiderne

Intet slag er afgjort, før det sidste skud er affyret. Så hold øje med outsiderne.

Her er der flest kvinder, for både Frankrigs præsident Emmanuel Macron og topmødepræsident Donald Tusk konkluderede efter topmødet tirsdag aften, at der er flertal for ligestilling mellem mænd og kvinder. Så der skal være mindst to kvinder, når man finder kommissionsformand, topmødeformand, udenrigsminister og parlamentsformand.

Her er de vigtigste outsidere:

  • Forkvinden for Den International Valutafond, Christine Lagarde, tidligere fransk finansminister.
  • Forkvinden for Verdensbanken, Kristalina Georgieva. Hun er fra Bulgarien og er tidligere næstforkvinde i EU-kommissionen.
  • Litauens præsident, Dalia Grybauskaite. Hun er også tidligere medlem af EU-Kommissionen og er tidligere finansminister hjemme i Litauen.
  • Alexander Stubb, vicepræsident for den europæiske investeringsbank, EIB. Han er tidligere finansminister, udenrigsminister og statsminister i Finland. Han har været rådgiver for tidligere formand for EU-kommissionen, Romano Prodi. Hans handicap: Han tabte kampen om at blive det konservative EU-parti EPPs ”Spitzenkandidat”. Det blev som nævnt Manfred Weber.

Kamp til stregen om centralbanken

Der skal også findes en præsident for den europæiske centralbank, ECB.

Her bliver der kamp til stregen. For posten er altafgørende for europæisk økonomi. Den besiddes i dag af den yderst respekterede italiener Mario Draghi.

Kampen om mange af de øvrige jobs kan løses, hvis bare den tyske kansler Merkel kan sende formanden for den tyske nationalbank, Jens Weidmann, ind på posten. Det vil til gengæld skabe vild alarm i Italien og i andre skrøbelige økonomier. For Weidmann er en hårdhudet spareøkonom. Men han er et godt bud.

To ekstra poster kan komme i spil

Der skal i år altså vælges chefer til fem europæiske job. Så udfaldet afhænger af, at flest mulige EU-lande er tilfredse med den samlede pakke.

Den vigtigste post er i Europa-Kommissionen, den næste er posten som formand for EU-topmødet. Den tredje er som EU's udenrigsminister. Den fjerde er som formand for selve Europa-Parlamentet. Og så er der den rigtig tunge post som chef for den europæiske centralbank – en post, som tyskerne altså har et godt øje til.

Med lidt held kan der være to ekstra poster. Europa-Parlamentet har nemlig tradition for at dele jobbene op, så de to største partier får hver halvdel af valgperioden. Den sidste post, man taler om, er jobbet som næstformand i Europa-Kommissionen. Så samlet set taler vi om hele syv poster til fordeling mellem 28 EU-lande.