Farage bliver belønnet af briterne ved EP-valg

Den EU-skeptiske Nigel Farage og hans Brexitparti trækker en stor del af stemmerne i Storbritannien.

En af EUs største kritikere, Brexit-bannerfører og partistifter af Brexitpartiet, Nigel Farage, bliver en af europarlamentsvalget i Storbritanniens helt store vindere.

En foreløbig prognose fra BBC viser, at Brexitpartiet står til 31,7 procent af stemmerne.

- De oplysninger, jeg får, er, at Brexitpartiet klarer sig rimelig godt. Det ser ud til, at det bliver en stor sejr til Brexitpartiet, siger Nigel Farage til journalister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig står de konservative med Theresa May i spidsen - lidt endnu - til kun 8,2 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 13,5 procent.

Derudover står partiet Labour til 15,4 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 12,5 procentpoint.

Skulle have forladt EU 29 marts

Det var ikke meningen, at briterne skulle deltage i europaparlamentsvalget.

Ifølge den oprindelige plan skulle de forlade EU 29. marts. Men den dato er blevet udskudt to gange nu, og dermed var briterne tvunget til at deltage i europaparlamentsvalget. Selvom valget er blevet kaldt "bizart" og "uønsket".

På nuværende tidspunkt ser Brexit ud til at ske senest 31. oktober.

Imellemtiden skal den tidligere Ukip-leder nu til Europa-Parlamentet. Da Brexitpartiet blev stiftet udtalte Nigel Farage, at han gjorde det for at få Brexit på gled. Han oplevede, at regeringen med Theresa May i spidsen forsøgte at få folkets beslutning omstødt.

- Jeg gør det her, fordi jeg - muligvis naivt - i et kort øjeblik troede, at vi vandt, sagde Farage med henvisning til folkeafstemningen i 2016.

- Men det stod hurtigt klart, at parlamentet, der ønsker at blive i EU, vores regering, der ønsker at blive, og vores premierminister, der ønsker at blive, vil gøre alt for at forsinke, begrænse og endda stoppe Brexit.