Seks kandidater har meldt sig til at tage over efter May

16x9
Senest har Dominic Raab meldt sig ind i kampen. Foto: - / Ritzau Scanpix

Kampen om at blive briternes næste leder er begyndt.

Dagen efter, at den britiske premierminister, Theresa May, meddelte, at hun træder tilbage 7. juni, er kampen om at blive hendes afløser skudt i gang.

Det skriver BBC.

Formelt begynder arbejdet med at finde en ny leder af det konservative parti og dermed også en ny premierminister først i juni.

Men lørdag har seks kandidater bekræftet, at de har intentioner om at forsøge at blive valgt.

Bookmakerne i London har Storbritanniens tidligere udenrigsminister Boris Johnson som favorit til at efterfølge May i Downing Street 10.

Men ifølge BBC er der fem andre, som også har meddelt, at de vil tage kampen op for at besidde den magtfulde post.

Raab også ind i kampen

Lørdag aften annoncerede også den tidligere brexitminister Dominic Raab, at han vil gå efter at blive partileder.

De andre kandidater er udenrigsminister Jeremy Hunt, international udviklingsminister Rory Stewart, sundhedsminister Matt Hancock og tidligere arbejds- og pensionsminister Esther McVey.

Stewart slog fast lørdag, at han ikke vil være med i en regering, der bliver ledet af Boris Johnson, som åbner for at træde ud af det europæiske samarbejde uden en aftale.

- Vi kommer til at forlade EU 31. oktober med eller uden en aftale, sagde Johnson fredag.

- Måden at forberede sig på at få en god aftale er at forberede os på ingen aftale, sagde han.

May bliver til efterfølger er fundet

Da Dominic Raab annoncerede sit kandidatur, meddelte han også, at han var villig til, at briterne forlod EU uden en aftale, hvis det blev nødvendigt.

Hancock, der senest har meldt sig på banen i kapløbet, siger, at Mays afløser bør være mere "brutalt ærlig", når det kommer til, hvad der skal til for at få en skilsmisseaftale med EU stemt igennem det britiske parlament.

Processen med at få valgt en ny konservativ leder og premierminister begynder i ugen, der kommer efter Mays afgang den 7. juni.

Hun bliver dog på posten, indtil hendes efterfølger er fundet. Det ventes at kunne tage adskillige uger.