Alle britiske aviser bringer billedet af Theresa May i tårer - undtagen én

Den britiske premierminister Theresa Mays tårevædede afsked bliver behandlet grundigt i britisk presse - flere spår om, hvem afløseren bliver.

Hvis man vil købe en avis i Storbritannien i dag, bliver det svært at undgå billedet af landets premierminister Theresa May i tårer foran Downing Street nummer 10.

Hun var den værste forhandler, der endnu er set inden for diplomatiet

Robin Harris, kommentator, The Daily Telegraph

Øjeblikket, hvor facaden på den normalt så fattede Theresa May revnede, er på forsiden af så godt som alle de store britiske aviser.

Premierministeren træder tilbage den 7. juni efter en forgæves kamp for at indgå en aftale om Storbritanniens udtræden af EU.

- Det er, og vil altid forblive, til stor fortrydelse for mig, at jeg ikke har været i stand til at levere Brexit, sagde Theresa May i sin tale, der bliver behandlet grundigt i aviserne i dag.

I avisen Daily Mail bruges der for eksempel spalteplads på at reflektere over premierministerens følelser.

Klummeskribenten Jan Moir skriver, at Theresa Mays tårer "afspejler, hvor meget af sig selv hun havde investeret i at rydde op i Brexit-roderiet".

- Man kan kun prøve at forestille sig den vrede, anger og komplet udmattelse hun personligt har måttet tåle gennem de seneste år, skriver hun.

Tabloidavisen Daily Mail har dedikeret hele forsiden til et billede af Theresa May i tårer.
Tabloidavisen Daily Mail har dedikeret hele forsiden til et billede af Theresa May i tårer. Foto: TV 2

I The Times kan man læse, at "Det hele ender i tårer".

Dækningen fokuserer på risikoen for, at Storbritannien forlader EU uden en aftale, hvis den tidligere London-borgmester Boris Johnson bliver ny premierminister.

"Det hele ender i tårer", skriver The Times. Foto: TV 2

The Daily Mirror kalder Theresa May for "den grædende dame" og skriver, at hun er blevet ydmyget.

En af avisens redaktører beder læserne om at gemme deres tårer til "de millioner af mennesker, hvis liv hun har gjort værre".

"Den grædende dame", skriver Daily Mirror. Foto: TV 2

I The Guardian kan man læse, at det var Brexit, der ødelagde Theresa May.

Klummeskribenten kalder hende for en robot og skriver om "dagen hvor Maybotten gik itu" og "premierministeren endelig viste os sin menneskelige side".

"Ødelagt af Brexit", skriver The Guardian. Foto: TV 2

Selv det britiske svar på Børsen - Financial Times - har fundet plads til billedet af den følelsesladede Theresa May.

Inde i avisen handler det primært om den kommende magtkamp om hvem der skal efterfølge hende.

Financial Times skriver, at Mays afgang åbner for en formandskamp i det konservative parti.
Financial Times skriver, at Mays afgang åbner for en formandskamp i det konservative parti. Foto: TV 2

I tabloidavisen The Sun hedder det, at premierministerens tårer kom for sent.

Klummeskribenten Jane Moore mener, at hvis blot Theresa May havde "vist et lille glimt af denne lidenskab i sine forhandlinger med EU, kunne hun måske have leveret Brexit".

Avisen The Sun forudsiger af Boris Johnson bliver ny premierminister.
Avisen The Sun forudsiger af Boris Johnson bliver ny premierminister. Foto: TV 2

I The Daily Telegraph får Theresa May hårde ord med på vejen.

Kommentator Robin Harris skriver, at premierministeren "fejlede, fordi hun ikke havde hjertet med, og fordi, hun var den værste forhandler, der endnu er set inden for diplomatiet".

The Daily Telegraph fortæller, at Theresa Mays afløser kan blive den tidligere London-borgmester Boris Johnson.
The Daily Telegraph fortæller, at Theresa Mays afløser kan blive den tidligere London-borgmester Boris Johnson. Foto: TV 2

Hos The Independent er der heller ikke megen støtte til Theresa May.

- May var helt præcist den forkerte politiske personlighed til at håndtere Brexit-krisen, skriver kommentatoren Patrick Cockburn, der beskylder premierministeren for tunnelsyn i forhandlingerne.

The Independent citerer Theresa May: - Jeg har gjort mit bedste.
The Independent citerer Theresa May: - Jeg har gjort mit bedste. Foto: TV 2

Tabloidavisen Daily Express skriver også om Theresa Mays tårer og har blandt andet interviewet en tidligere rådgiver, der fortæller, at premierministeren aldrig før har grædt offentligt.

Desuden skriver avisen, at Brexit uden en aftale ser ud til at rykke tættere på.

Daily Express skriver om Theresa Mays fædrelandskærlighed.
Daily Express skriver om Theresa Mays fædrelandskærlighed. Foto: TV 2

Da forsiden af tabloidavisen Daily Star blev redigeret, valgte man som den eneste store britiske avis at lade være med at bruge billedet fra Theresa Mays tale.

I stedet har avisens grafikere konstrueret et billede, hvor Theresa May ligner et væsen fra tv-serien Star Trek.

- Slut med Klingonen, hedder overskriften, der er en reference til tidligere - forfejlede - forsøg på at få hende til at gå af.

The Daily Star sammenligner Theresa May med et væsen fra sciencefiction-serien Star Trek.
The Daily Star sammenligner Theresa May med et væsen fra sciencefiction-serien Star Trek. Foto: TV 2

Nu er kampen om, hvem der skal være Storbritanniens nye premierminister så i gang. Der udskrives ikke valg, så det bliver formentlig den nye leder af det konservative parti, der kan flytte ind i Downing Street nummer 10.

Herunder kan du se, hvem de mest oplagte kandidater er.

Mulige efterfølgere til Theresa May

Boris Johnson, 54 år

. Foto: Andrew Yates / Ritzau Scanpix
Han er bookmakernes favorit.
Tidligere udenrigsminister. Var op til folkeafstemningen om brexit den 23. juni 2016 en af lederne på brexitfløjen. Forlod i juli i fjor udenrigsministerposten i protest mod Mays håndtering af processen.

Dominic Raab, 45 år

. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix
Han er bookmakernes foretrukne kandidat efter Boris Johnson.
Tidligere brexitminister. Var advokat, før han blev medlem af parlamentet i 2010. Trådte af som brexitminister i november efter et halvt år på posten og blev betragtet som en af Mays nøgleministre.
 

Michael Gove, 51 år

. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix
Har ikke meddelt, om han er kandidat.
Førte også kampagne for brexit i 2016. Er miljøminister og har til manges overraskelse vist sig som en af Mays allierede i hendes brexitstrategi.
Forsøgte forgæves at afløse David Cameron, da denne gik af som premierminister efter folkeafstemningen.

Jeremy Hunt, 52 år.

. Foto: Andy Rain / Pool / Ritzau Scanpix
Er blevet spurgt, om han er kandidat til at afløse May. Han svarede: - Vent og se.
Jeremy Hunt er pt. udenrigsminister. Han har opfordret Det Konservative Parti til at begrave intern strid og stå sammen over for EU.
Op til folkeafstemningen talte han for at blive i EU.