Theresa May i tårer - træder tilbage

Den britiske premierministers fremtidige skæbne er fredag formiddag blevet besluttet.

Theresa May har sat en dato for, hvornår hun træder tilbage.

Hun træder tilbage som formand for den konservative parlamentsgruppe fredag 7. juni.

Theresa May træder også tilbage som premierminister, dog først, når der er fundet en ny premierminister.

Det står klart, efter den 62-årige britiske politiker fredag formiddag mødtes med den konservative parlamentsgruppe i Downing Street.

Processen med at finde en ny partiformand begynder mandag 10. juni.

May træder tilbage som formand for den konservative parlamentsgruppe fredag 7. juni. Hun træder også tilbage som premierminister, når der er fundet en ny premierminister. Video: Rikke Museth Janniche

Jeg har gjort, hvad jeg kunne

Det var en følelsesladet Theresa May, der mødte pressen kort efter klokken 11 dansk tid fredag formiddag.

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at få parlamentsmedlemmerne til at bakke op om brexit-aftalen. Desværre har jeg ikke været i stand til det. Jeg har prøvet tre gange, sagde Theresa May blandt andet.

- Jeg tror, det var rigtigt at blive ved, selv når oddsene var høje. Men det står nu klart for mig, at det er i landets bedste interesse, at en ny premierminister skal lede de bestræbelser, fortsatte premierministeren, inden hun oplyste, at hun træder tilbage, hvilket hun også har oplyst dronning Elizabeth om.

- Nok er vores politiske situation under pres, men der er så meget godt ved dette land. Så meget at være stolt af. Så meget at være optimistisk om. Jeg vil snart forlade det job, der har været mit livs ære at besidde. Jeg er den anden kvindelige premierminister, men bestemt ikke den sidste, sagde Theresa May inden stemmen knækkede over:

- Jeg træder tilbage uden vrede, men med en enorm og vedholdende taknemlighed for at have fået muligheden for at tjene det land, jeg elsker, lød de sidste ord fra den hårdt prøvede premierminister, inden hun grædende vendte verdenspressen ryggen og med hastige skridt gik tilbage til Downing Street nummer 10.

Theresa May måtte fælde en tåre, da hun meddelte sin afgang.
Theresa May måtte fælde en tåre, da hun meddelte sin afgang. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Massivt pres

Forud for dagens annoncering var Theresa May kommet under massivt pres fra flere konservative partifæller, der er utilfredse med premierministerens nye Brexit-plan. Den indeholder nemlig muligheden for en folkeafstemning om Mays Brexit-plan.

Det kan være vi skal ind i juli, måske endda august, før vi kender navnet på Theresa Mays afløser.
Hvad der så skal ske med Brexit, bliver den nye premierministers hovedpine.
Den nye leder kommer til at stå med præcis samme udfordring: Et splittet parti, en opposition, der ikke er særlig villig til at indgå kompromisser, og en parlamentarisk situation, hvor man er i mindretal.
Et bud herfra kunne være, at den nye premierminister bliver nødt til at udskrive valg indenfor det næste år. For at kaste tingene op i luften og se, om de lander på en ny måde, der gør det lettere at få noget igennem.
 

Den britiske regering valgte torsdag eftermiddag at udskyde afstemningen om Mays Brexit-aftale, der ellers var planlagt til 3. juni.

Onsdag valgte den konservative leder af Underhuset at træde tilbage, fordi hun er bange for, at May ikke kan levere et tilfredsstillende Brexit.

Dagens møde i Downing Street var med formanden for 1922-komitéen, som er besat af magtfulde konservative parlamentsmedlemmer, og hvis støtte enhver konservativ premierminister har behov for. Det er den samme gruppe, som i december forsøgte at vælte May.

Forud for dagens pressemøde havde Theresa May allerede annonceret, at hun ville træde tilbage, så snart hun havde fået vedtaget en aftale om Brexit.

Men hendes kritikere mener modsat, at hendes tilbagetræden er en forudsætning for at finde frem til en ordentlig Brexit-aftale.

Den vej ser nu ud til at være banet.

Theresa May foran verdenspressen i Downing Street 10 fredag formiddag.
Theresa May foran verdenspressen i Downing Street 10 fredag formiddag. Foto: Isabel Infantes / Ritzau Scanpix
Mulige efterfølgere til Theresa May

Boris Johnson, 54 år

. Foto: Andrew Yates / Ritzau Scanpix
Han er bookmakernes favorit.
Tidligere udenrigsminister. Var op til folkeafstemningen om brexit den 23. juni 2016 en af lederne på brexitfløjen. Forlod i juli i fjor udenrigsministerposten i protest mod Mays håndtering af processen.

Dominic Raab, 45 år

. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix
Han er bookmakernes foretrukne kandidat efter Boris Johnson.
Tidligere brexitminister. Var advokat, før han blev medlem af parlamentet i 2010. Trådte af som brexitminister i november efter et halvt år på posten og blev betragtet som en af Mays nøgleministre.
 

Michael Gove, 51 år

. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix
Har ikke meddelt, om han er kandidat.
Førte også kampagne for brexit i 2016. Er miljøminister og har til manges overraskelse vist sig som en af Mays allierede i hendes brexitstrategi.
Forsøgte forgæves at afløse David Cameron, da denne gik af som premierminister efter folkeafstemningen.

Jeremy Hunt, 52 år.

. Foto: Andy Rain / Pool / Ritzau Scanpix
Er blevet spurgt, om han er kandidat til at afløse May. Han svarede: - Vent og se.
Jeremy Hunt er pt. udenrigsminister. Han har opfordret Det Konservative Parti til at begrave intern strid og stå sammen over for EU.
Op til folkeafstemningen talte han for at blive i EU.