Russisk ret stadfæster dom på seks år til dansk medlem af Jehovas Vidner

Dennis Christensen er torsdag idømt seks års fængsel for at videreføre Jehovas Vidner. Det er en stadfæstelse.

En regional ret i Rusland har torsdag stadfæstet en dom på seks års fængsel til danske Dennis Christensen. Det oplyser Amnesty.

Han er dømt for at videreføre trossamfundet Jehovas Vidner, der er forbudt i landet. Det skyldes, at Jehovas Vidner i Rusland siden foråret 2017 er blevet betragtet som en religiøs ekstremistisk organisation.

Det betyder, at trossamfundet står på samme liste som nynazister og terrorsympatisører.

Boet i Rusland i 16 år

Dennis Christensen er selvstændig tømrer, russisk gift og har boet i Rusland i 16 år. Senest i Oryol, hvor han nu sidder fængslet.

Han har været varetægtsfængslet siden 25. maj 2017. Han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.

I februar blev han i en distriktsret idømt seks års fængsel. Det er den straf, som torsdag er blevet stadfæstet.

Den tid, som Dennis Christensen allerede har afsonet, tæller med i de seks år, han skal afsone i alt. Og tiden som varetægtsfængslet tæller halvanden gang. Det oplyser Amnesty.

Dermed står han ikke over for yderligere seks års afsoning.

- Han skal tilbringe omkring tre år mere i fængsel. Der er yderligere en ankemulighed, men det er højst usandsynligt, at hans straf vil blive ændret der, oplyser Amnesty.

Jehovas vidner forfølges

Det er i princippet ikke forbudt at være Jehovas vidne i Rusland, og der er cirka 175.000 medlemmer af trossamfundet i landet. Men vidner må ikke praktisere og missionere der.

Jehovas Vidner i Danmark oplyser, at der siden 20. april 2017 og indtil 22. maj 2019 er foretaget over 420 ransagninger af private hjem og anholdelser af Jehovas vidner i Rusland.

195 personer er sigtet eller tiltalt efter paragraffen om ekstremisme, ligesom Dennis Christensen var. 30 af dem sidder varetægtsfængslet, mens 24 er i husarrest.