Indiens Modi gør krav på stor valgsejr

Sammen vil vi få mere velfærd, skriver Modi i tweet efter klare meldinger om afgørende føring.

Indiens premierminister, Narendra Modi, siger, at han vil opbygge et stærkt Indien, efter at han har vundet landets parlamentsvalg.

- Sammen vil vi vokse. Sammen vil vi få mere velfærd. Sammen vil vi bygge et stærkt og inkluderende Indien, skriver Modi i et tweet på det sociale medie Twitter efter klare meldinger om en afgørende føring ved stemmeoptællingen.

- Indien vinder igen, skriver Modi, som gør krav på at være blevet genvalgt på baggrund af en stor føring i stemmeoptællingen, skriver han.

BBC rapporterer, at Modis hindunationalistiske parti BJP siger, at den har vundet en jordskredssejr over oppositionen, som ledes af Kongrespartiet.

Optælling af 600 millioner stemmer

I nogle delstater er valget dog ikke et opgør mellem de to store partier, men mellem regionale partier og grupperinger.

Indien påbegyndte tidligt torsdag optællingen af 600 millioner stemmer ved verdens største demokratiske valg.

Maratonvalget i verdens største demokrati er blevet holdt over syv runder siden 11. april og blev søndag afsluttet med den sidste valgrunde.

Under valgkampen har Modis højreorienterede Bharatiya Janata Party spillet mere på manden end på partiet, og det har blandt andet fremhævet hans image som en "stærk mand" over for Pakistan.

Kongrespartiet og dets leder, Rahul Gandhi, har beskyldt Modi for at skabe politisk splittelse og ødelægge landets økonomi.

Økonomiske problemer

De kommende år ventes Indiens økonomi at vokse sig til verdens femte største. Modis regering har dog ikke formået at skabe job til de millioner af indere, som hver måned kommer ud på arbejdsmarkedet.

Samtidig med store økonomiske problemer er spændinger taget til i nogle områder, hvilket har ført til lynchninger af muslimer og af dalitter, som tilhører den laveste og fattigste kaste i landet.

Ved det seneste valg i 2014 kom Modi og BJP til magten efter at have vundet 282 af parlamentets 545 pladser. Det var første gang i 30 år, at et parti havde vundet flertal alene.