Arbejderpartiet overrasker ved EU-valg i Holland

16x9
Premierminister Mark Rutte afgav tidligere torsdag sin stemme. Foto: Bart Maat / Ritzau Scanpix

Socialdemokraterne og de liberale er etter og toer ved EU-valget i Holland, viser valgstedsmåling.

Arbejderpartiet er den overraskende vinder i Holland ved valget til Europaparlamentet med 18,4 procent af stemmerne, viser en valgstedsmåling.

Det er den første valgstedsmåling fra EU-valget i de 28 lande.

Holland og Storbritannien har stemt torsdag, mens de øvrige lande stemmer frem til og med søndag.

Valgets toer i Holland er premierminister Mark Ruttes liberale parti VVD, viser målingen fra Ipsos.

En overraskende vinder

Hvis målingens resultat holder, vil Arbejderpartiet få fem ud af de 26 pladser, som Holland har i Europaparlamentet.

Ruttes parti vil få fire pladser, mens den højrenationale gruppe Demokratisk Forum, der ledes af Thierry Baudet, får tre pladser.

At Arbejderpartiet kommer ind som nummer et er overraskende, fordi partiet ved det seneste parlamentsvalg klarede sig katastrofalt dårligt.

Men et af partiets aktiver i europæisk sammenhæng er EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans. Hollænderen har meldt sig ind i opgøret om at blive den næste formand for EU-Kommissionen.

Det endelige resultat fra valgene i de 28 EU-lande ventes først søndag, når alle lande har stemt.

Brexit-parti stormer frem

Også Storbritannien har som nævnt stemt til Europaparlamentet torsdag, og her ser det nystiftede 'The Brexit Party' ud til at blive det største.

I spidsen for partiet står EU-skeptikeren Nigel Farage, der - ifølge meningsmålingerne - står til at få hver tredje stemme i Storbritannien.

Det er langt foran de etablerede partier De Konservative og Labour.

Briterne skal vælge 73 medlemmer til Europaparlamentet, selvom Storbritannien egentlig er på vej til at forlade EU.

Når briterne trods alt skal skal stemme, så skyldes det, at Brexit er blevet udskudt til senest 31. oktober