Advarsel fra 93-årig tv-legende gjorde en forskel - nu vises filmen i Danmark

Der gik 12 dage, fra David Attenboroughs film om klimaforandringer blev sendt, til de britiske politikere erklærede undtagelsestilstand for klimaet.

1. maj 2019 erklærede parlamentet i Storbritannien som det første land i verden undtagelsestilstand for klimaet.

Tiden er ved at løbe ud

David Attenborough, tv-vært

Erklæringen kom efter måneders demonstrationer fra organisationen Extinction Rebellion og en ny dokumentarfilm fra tv-legenden sir David Attenborough.

Filmen bragte konsekvenserne af klodens klimaforandringer ind i de britiske dagligstuer og var bogstaveligt talt med til at sætte klimaet på dagsordenen hos de britiske politikere.

Nu bliver filmen vist på TV 2 som et debatoplæg i valgkampen. Den har fået titlen 'Klimakrisen - de hårde facts' og sendes torsdag 23. maj klokken 20.00.

Her kommer sir David Attenborough med sin hidtil kraftigste advarsel til os alle.

- Tiden er ved at løbe ud, siger den 93-årige tv-vært.

- Lige nu står vi over for den største trussel i tusindvis af år: Klimaforandringer. Med opvarmningens nuværende tempo risikerer vi en ødelæggende fremtid, siger han i filmen.

Den blev vist på BBC 18. april og satte gang i stor aktivitet på de sociale medier.

Mange seere blev efterladt med et enkelt brændende spørgsmål:

- Hvad i alverden er det, vi gør med verden?

Folkene bag dokumentarfilmen har interviewet en lang række klimaforskere, om hvad der kan ske med livet på Jorden, hvis temperaturen fortsætter med at stige.

Og så indeholder filmen en lang række billeder af det, der allerede sker.

Denne landsby i Louisiana i USA er ikke længere beboelig. Staten skrumper, med hvad der svarer til en fodboldbane hvert 45. minut - ifølge dokumentaren fra BBC.
Denne landsby i Louisiana i USA er ikke længere beboelig. Staten skrumper, med hvad der svarer til en fodboldbane hvert 45. minut - ifølge dokumentaren fra BBC. Foto: Climate Change the Facts / BBC
Skovbrande som denne vil blive mere almindelige, fortæller David Attenborough.
Skovbrande som denne vil blive mere almindelige, fortæller David Attenborough. Foto: Climate Change the Facts / BBC
Disse flyvende hunde er døde på grund af en dræbende hedebølge i Australien.
Disse flyvende hunde er døde på grund af en dræbende hedebølge i Australien. Foto: Climate Change the Facts / BBC
En orangutang i kamp med den entreprenørmaskine, der har ødelagt dens levested.
En orangutang i kamp med den entreprenørmaskine, der har ødelagt dens levested. Foto: Climate Change the Facts / BBC

Desuden medvirker den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg i filmen, hvor hun opfordrer til handling nu.

Allerede inden filmen blev sendt, opfordrede Storbritanniens mest progressive gruppe klimaaktivister - Extinction Rebellion - til at se dokumentaren.

Den udkom netop, som aktivisterne var i gang med en serie af demonstrationer for klimaet, hvor de blandt andet blokerede trafikken i London og limede sig fast til en glasvæg i det britiske parlament.

Aktivister har limet sig fast til en glasvæg i det britiske parlament.
Aktivister har limet sig fast til en glasvæg i det britiske parlament. Foto: Extinction Rebellion
Aktivister fra Extinction Rebellion har blokeret Waterloo Bridge i London.
Aktivister fra Extinction Rebellion har blokeret Waterloo Bridge i London. Foto: Niklas Halle'n / Ritzau Scanpix
Greta Thunberg holder tale for medlemmer af Extinction Rebellion, tre dage efter dokumentaren blev sendt på BBC.
Greta Thunberg holder tale for medlemmer af Extinction Rebellion, tre dage efter dokumentaren blev sendt på BBC. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Extinction Rebellion blev stiftet i Storbritannien i oktober 2018 og er nu en af verdens hurtigst voksende miljøorganisationer.

1. maj 2019 lyttede de britiske politikere så til et af organisationens krav, nemlig at erklære en såkaldt klimakrise.

Oppositionspartiet Labour tog æren for beslutningen.

- VI GJORDE DET. Takket være pres fra Labour er Storbritannien blevet det første land til at erklære undtagelsestilstand for miljøet og klimaet, skrev partiet på Twitter.

Undtagelsestilstand i Storbritannien er dog næppe alene nok til at afværge den katastrofe, som David Attenborough og klimaforskerne advarer om.

Når filmen har været vist i Danmark, får de danske politikere mulighed for at diskutere, hvad vi bør gøre herhjemme - den debat vises lige efter dokumentarfilmen. Det er torsdag 23. maj klokken 21.15.

Dokumentarfilmen kan allerede nu ses på TV 2 Play.