Her er affald fra 43 atombomber - nu slår betonen revner, og der er set sort vand langs kanten

16x9
Radioaktivt materiale fra dusinvis af prøvesprængninger blev anbragt på bunden af et krater sidst i 1970'erne. Nu siver det ud. Foto: Handout

Nu udtrykker FN's generalsekretær António Guterres bekymring for, at det gamle atomaffald kan udgøre en lurende miljøkatastrofe.

På en grøn tropeø langt ude i Stillehavet ligger et problem begravet.

Øen hedder Runit Island, og problemet ligger under et enormt, rundt betondæksel.

Dækslet blev i sin tid bygget for at indkapsle atomaffald fra de atomprøvesprængninger, som USA foretog i området i 1940'erne og 1950'erne.

Der er risiko for, at der lækker radioaktivt materiale

Antonio Guterres, FN's generalsekretær

Der ligger ifølge en rapport fra de amerikanske myndigheder i alt 73.000 kubikmeter radioaktivt affald under dækslet - heriblandt 437 plasticposer med højradioaktivt plutonium fra mislykkede prøvesprængninger.

Plutonium har en halveringstid på 24.110 år, så det havde nok været en god idé at finde et sikkert sted til det ekstremt giftige radioaktive stof.

Alligevel anbragte amerikanerne det radioaktive affald i et gammelt krater fra en tidligere atomprøvesprængning uden at støbe et fundament først.

Det var i 1979.

Dengang var planen, at der skulle findes en mere permanent og miljøvenlig løsning - men med tiden viste det sig, at amerikanerne åbenbart mente, at det 110 meter brede og 45 centimeter tykke betonskjold var godt nok.

Men nu udtrykker FN's generalsekretær António Guterres bekymring for, at det gamle atomaffald kan udgøre en lurende miljøkatastrofe.

Atomaffaldet ligger på en ubeboet ø - men på resten af atollen bor der flere hundrede mennesker.
Atomaffaldet ligger på en ubeboet ø - men på resten af atollen bor der flere hundrede mennesker. Foto: Wikimedia Commons
Krateret, inden det blev fyldt med atomaffald.
Krateret, inden det blev fyldt med atomaffald. Foto: Lawrence Livermore National Laboratory
Betonkuplen efter færdiggørelsen i 1980.
Betonkuplen efter færdiggørelsen i 1980. Foto: Giff Johnson / Scanpix Denmark

Runit Island er en del af Enewetak-atollen, som hører under Marshalløerne. Her gennemførte amerikanerne 67 atomprøvesprængninger fra 1946 til 1958, og ifølge António Guterres betaler øerne den dag i dag prisen for amerikanernes atomforurening.

- Jeg har været sammen med præsidenten på Marshalløerne, som er meget bekymret, fordi der er risiko for, at der lækker radioaktivt materiale fra en sarkofag i området, sagde António Guterres under et besøg i Det Sydlige Stillehav i sidste uge - ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjede, at han frygter for konsekvenserne. Klimaforandringer risikerer nemlig at gøre problemet værre, hvis de får havene til at stige yderligere.

Øgruppen ligger langt ude i Stillehavet.
Øgruppen ligger langt ude i Stillehavet. Foto: Google Earth / TV 2

Sort vand

Allerede i 1982 advarede en undersøgelsesgruppe under USA's regering om, at en kraftig orkan kunne smadre betondækslet, så det radioaktive affald løb ud i havet.

Siden har amerikanerne dog skiftet mening.

I 2013 udkom nemlig en rapport, som var bestilt af USA's energiministerium, og selvom betondækslet på Runit Island i mellemtiden havde slået revner, var meldingen nu, at der næppe var grund til bekymring.

USA testede landets største bombe af uran og plutonium over Runit Island 16. november 1952.
USA testede landets største bombe af uran og plutonium over Runit Island 16. november 1952. Foto: Wikimedia Commons
USA's første brintbombe, Ivy Mike, blev testet cirka 30 kilometer fra Runit Island.
USA's første brintbombe, Ivy Mike, blev testet cirka 30 kilometer fra Runit Island. Foto: REUTERS / Scanpix Danmark

Heller ikke, selvom atomaffaldet bogstaveligt talt opbevares i vandkanten og verdenshavene stiger.

- I tilfælde af et katastrofalt svigt af dækslet og et øjeblikkeligt udslip af alt materiale til lagunen, vil det ikke nødvendigvis føre til en betydelig ændring af den dosis radioaktivitet, de lokale indbyggere udsættes for, hedder det i rapporten.

Årsagen var ifølge rapportens forfattere, at mængden af radioaktivt affald under betondækslet slet ikke står mål med den mængde radioaktivt affald, der allerede er ude i lagunen.

Revne i betonkuplen i 2013.
Revne i betonkuplen i 2013. Foto: Lawrence Livermore National Laboratory
Vegetation på siden af kuplen i 2013.
Vegetation på siden af kuplen i 2013. Foto: Lawrence Livermore National Laboratory
En revne i betonkuplen i 2013. Den er ikke blevet repareret siden.
En revne i betonkuplen i 2013. Den er ikke blevet repareret siden. Foto: Lawrence Livermore National Laboratory

Billeder fra 2013 viser et stort antal revner i dækslet, og da den australske tv-kanal ABC besøgte Runit Island i 2017, kunne tv-holdet se sort vand langs de dele af betondækslet, som grænser op til havet,

Der findes også forskningsresultater, der tyder på, at der er et miljøproblem.

I 2015 blev der nemlig fundet plutonium fra de amerikanske atomforsøg på Marshalløerne så langt væk som i Det Sydkinesiske Hav, der ligger 4.500 kilometer væk.

Aftalen med USA

Selve Runit Island, der kun stikker lidt over en meter op over havoverfladen, er ikke beboet, men øen er del af den ringformede Enewetak-atol - her fik indbyggerne lov til at vende tilbage og bosætte sig efter oprydningen i 1970'erne.

I dag bor der nogle få hundrede mennesker på atollens øer - men ikke dem alle.

Fire af øgruppens 40 oprindelige øer blev fuldstændig udslettet af amerikanernes bomber - en af dem er nu forvandlet til et krater på to kilometer i diameter.

Og så er der Runit Island, der mest får besøg af turister og videnskabsfolk.

Den blå cirkel til højre for betonskjoldet er krateret fra en atomprøvesprængning.
Den blå cirkel til højre for betonskjoldet er krateret fra en atomprøvesprængning. Foto: Google Earth

Det samme gælder den nærliggende Bikini-atol, der også er en del af Marshalløerne. Hele den øgruppe var så forurenet, at amerikanerne opgav at rydde op, så der bor stadig ingen mennesker.

På Enewetak-atollen vendte indbyggerne imidlertid tilbage i begyndelsen af 1980'erne.

Marshalløerne er i dag en republik med 53.000 indbyggere, og da den lille nation fik selvstændighed fra USA, indgik de to lande en aftale om, at der ikke kunne komme nogen krav fra øboerne "vedrørende fortiden, nutiden eller fremtiden" - ifølge den britiske avis The Guardian.

Så nu står Marshalløerne alene med et radioaktivt problem, de har arvet fra amerikanerne.

USA har på den anden side hele tiden hævdet, at landet har ryddet tilstrækkeligt op efter de 43 atombomber, der blev detoneret på Enewetak-atollen.

Udsigt fra betonkuplen.
Udsigt fra betonkuplen. Foto: Lawrence Livermore National Laboratory

Siden har miljøaktivister og beboere på øerne forsøgt at få USA til at hjælpe med at gøre rent, men indtil videre har amerikanerne kun reageret på forureningen ved at forbyde import af fisk og kokosnødder fra flere områder i øgruppen, fordi varerne er forurenet med radioaktivt materiale.

FN's generalsekretær ser dog ud til at være enig med nogle af aktivisterne.

- Der er brug for at gøre meget i forhold til de eksplosioner, der fandt sted i Fransk Polynesien og på Marshalløerne. Både i relation til de helbredsmæssige konsekvenser, konsekvenserne for lokalsamfundene og andre aspekter. Selvfølgelig er der også et spørgsmål om kompensation og mekanismer, der kan minimere konsekvenserne, sagde António Guterres under sit besøg i området.