Eiffeltårnet blev evakueret og lukket på grund af klatrer

Tårnet genåbner tirsdag med almindelige åbningstider.

Eiffeltårnet blev mandag evakueret og lukket, efter en person blev set klatre på det.

Personen skulle være startet med at klatre fra tårnets anden etage, der ligger i 115 meters højde.

- En klatrer er blevet opdaget. Det er fast procedure: Vi bliver nødt til at stoppe personen, og derfor bliver vi nødt til at evakuere tårnet, siger en ansat fra selskabet, der står for driften af Eiffeltårnet.

Adskillige brandmænd - heriblandt en klatrespecialist hjalp til med redningsaktionen.

Efter seks timer blev manden pågrebet, oplyser politiet.

Tårnet blev i forbindelse med hændelsen lukket for besøgende, men vil blive åbnet for besøgende igen tirsdag med de normale åbningstider.

Skete også i 2015

Det er ikke første gang, at en person kravler på det ikoniske franske monument.

Tilbage i 2015 kravlede britiske James Kingston hele vejen til toppen af Eiffeltårnet uden brug af sikkerhedsudstyr og uden tilladelse.

Eiffeltårnet er 324 meter højt og den højeste bygning i Paris.