Holland vinder det internationale Melodi Grand Prix

16x9
Vinderen Duncan Lawrence. Bookmakerne havde på forhånd et godt øje til blandt andet Holland, Rusland og Australien. Foto: Jack Guez / Ritzau Scanpix

For første gang siden 1975 vinder Holland det internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest.

Når Eurovision næste år skal afholdes, bliver det i Holland. Lørdag aften lykkedes det nemlig Duncan Lawrence at vinde musikkonkurrencen og trofæet med sangen "Arcade".

For danske Leonora blev det til en 12.-plads med sangen "Love Is Forever", der var Danmarks bidrag, fordi den 20-årige sangerinde i februar vandt det danske melodigrandprix i Herning og dermed billetten til den internationale konkurrence.

Holland vandt senest i 1975.

Eurovision blev i år afholdt i Tel Aviv i Israel, fordi sangerinden Netta vandt sidste år i Portugal med nummeret "Toy". Showet var rekordlangt - hele fire timer var der sat af til at få afviklet grandprixet. Undervejs var både den tidligere vinder fra Sverige Måns Zelmerlöv og superstjernen Madonna på scenen for at optræde.

Favorit på forhånd

I alt 26 lande deltog i finalen. Bookmakerne havde på forhånd et godt øje til blandt andet Holland, Rusland og Australien. Også vores naboer fra Sverige var spået en god placering, mens Danmark ifølge oddssætterne skulle være tilfreds med en plads midt i feltet.

Pointafgivelsen i Eurovision er delt op i to forskellige afdelinger. Først er det fagjuryernes stemmer, der bliver afsløret, og her var det Sverige, der strøg til tops.

For Danmark betød juryernes stemmer en 11.-plads. Men da seernes point var uddelt, så det anderledes ud. Danmark endte på en samlet 12.-plads. For Holland betød seernes stemmer en sejr.

I alt 41 lande var med i konkurrencen, der i år blev afholdt for 64. gang.

Den hollandske vinder Duncan Lawrence.
Den hollandske vinder Duncan Lawrence. Foto: 10060 Henrik Montgomery/tt / Ritzau Scanpix

Sådan er det gået Danmark i Eurovision:

Danmark har både toppet og floppet i Eurovision de seneste ti år.

Her kan du se, hvordan det er gået Danmark de seneste ti år.

2019 - 12.-plads - Leonora med "Love Is Forever".

2018 - 9.-plads - Rasmussen med "Higher Ground".

2017 - 20.-plads - Anja Nissen med "Where I Am".

2016 - Røg ud i semifinalen - Lighthouse X med "Soldiers of Love".

2015 - Røg ud i semifinalen - Anti Social Media med "The Way You Are".

2014 - 9.-plads - Basim med "Cliche Love Song".

2013 - 1.-plads - Emmelie de Forest med "Only Teardrops".

2012 - 23.-plads - Soluna Samay med "Should've Known Better".

2011 - 5.-plads - A Friend in London med "New Tomorrow".

2010 - 4.-plads - Chanée & N'Evergreen med "In A Moment Like This".

Kilde: dr.dk