Boeing erkender fejl i træningsprogram til piloter på 737 MAX-fly

16x9
Efterforskere mener, at en fejl i flyets advarselssystem kan være årsag til to flystyrt. Nu oplyser Boeing, at andet system, designet til at træne piloterne i den situation, der forårsagde styrtene, også er fejlbehæftet. Foto: Wikipedia

Flyproducenten Boeing har rettet fejl i det system, som piloter bruger til at lære at undgå de situationer, som forårsagede to flystyrt.

Boeing erkender fejl i den software, som piloter har brugt til at træne manøvreringen af 737 MAX-fly. Det oplyser den amerikanske flyproducent i en pressemeddelelse lørdag.

- Boeing har lavet korrektioner til 737 MAX-simulationssoftwaren og har tilføjet yderligere informationer til piloterne for at sikre, at den simulerede oplevelse er repræsentativ i forhold til forskellige flyveforhold, hedder det i meddelelsen.

Luftfartselskaber over hele verden har købt simulationssoftwaren i kølvandet på to flystyrt med samme flytype for at træne piloter i at manøvrere fly i lignende situationer, skriver Financial Times.

Men det har altså nu ifølge Boeing nærmest ikke været muligt for piloterne at genskabe de samme forhold, som efterforskere mener forårsagede flystyrt i Indonesien i oktober og i Etiopien i marts - i alt 346 personer blev dræbt i de to flystyrt.

De seneste ændringer vil "forbedre simulationen", lyder det fra Boeing.

Advarselssystemet kan være problemet

Helt konkret mistænker efterforskere, at det er en ændring i 737 MAX-flyenes advarselssystem, der står bag de to flystyrt med 737 MAX-fly det seneste år.

Advarselssystemet var designet til at advare piloter, hvis en af flyets sensorer leverede mangelfulde eller fejlagtige data til cockpittet om flyets hældning i luften.

Men Boeing oplyste i begyndelsen af maj, at man måneder inden flyets debut i 2017 vidste, at advarselssystemet kun virkede, hvis man installerede en indtil nu valgfri funktion.

Boeing understregede dog i udtalelsen, at ændringen ikke havde udgjort en selvstændig sikkerhedsrisiko.

Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, er som udgangspunkt enig i den konklusion, men har alligevel rettet kritik mod Boeing for ikke at varsle flyselskaber og piloter om ændringen.