Østrigs kansler vil udskrive valg efter skandale med hemmelig video

En kompromitterende video om misbrug af magt og skattekroner får nu store konsekvenser for den østrigske regering.

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, udskriver valg, oplyser han på et pressemøde lørdag aften.

Valgudskrivelsen sker, efter en video optaget med skjult kamera tidligere i dag fik vicekansler Heinz Christian Strache til at trække sig fra posten.

Videoen afslører den nu tidligere vicekansler i at forhandle med en påstået russisk rigkvinde, der mener at kunne bidrage til en valgsejr ved det dengang forestående valg.

- Nok er nok. Selv om der er brugt foragtelige metoder for at få det her frem, bliver der sagt, hvad der bliver sagt, og det afspejler magtmisbrug og misbrug af skattekroner, lyder det fra Sebastian Kurz på pressemødet med henvisning til Østrigs anseelse internationalt.

- Jeg vil nu appellere til præsident Alexander van Bellen om at få gennemført valget så hurtigt som muligt, siger Sebastian Kurz.

Kvinde var lokkedue og påstået rigmandsniece

Videoskandalen, der også er blevet omtalt Ibiza-skandalen, omfatter en hidtil hemmeligholdt videooptagelse fra Ibiza, hvor Heinz Christian Strache sammen med Johann Gudenus fra det nationalkonservative Frihedspartiet, FPÖ, diskuterer fremtidige forretningsmuligheder med en kvindelig gæst.

Kvinden viser sig at være en russisk lokkedue, som udover at være påstået niece til en velhavende oligark, foregiver at gå med planer om at opkøbe østrigske medier og få statslige kontrakter.

Kvinden tilbyder at støtte partiet FPÖ med store pengebeløb uden at komme i karambolage med partistøttelove. Det fremgår dog af videooptagelserne og Heinz Christian Straches dialog med den unavngivne kvinde, at det vil være en juridisk balanceakt.

Desuden er kvinden interesseret at tage kontrol over den største østrigske avis Kronen Zeitung. Til det siger den nu tidligere vicekansler i videoen, at avisen under en ny ledelse vil kunne hjælpe ham og Frihedspartiet i den forestående valgkamp i 2017, der siden skulle give ham og FPÖ regeringsmagten.

Som modydelse til de russiske penge vil kvinden blive belønnet med store statslige ordrer, hvis FPÖ kommer i regering - hvilket de gjorde efter valget.

Se et klip fra videoen her:

En kompromitterende video får nu store konsekvenser for den østrigske regering. Video: David Buch

Den flere timer lange video med den nu forhenværende vicekansler skal være optaget i juli 2017 under et besøg på den spanske ferieø Ibiza. Cirka to måneder inden det valg, der siden resulterede i et ÖVP-FPÖ flertal.

Videoen blev sent fredag aften offentliggjort af det tyske magasin Der Spiegel og avisen Süddeutsche Zeitung.

Selv har den østrigske vicekansler ifølge avisen Kronen Zeitung kaldt episoden for et "målrettet politisk attentat" og tilføjet, at han har valgt at træde tilbage for ikke at skade Østrigs regering yderligere.

- Det var en typisk, alkoholpåvirket macho-ting at gøre. Jeg ville formentlig imponere den attraktive værtinde, og jeg opførte mig pralagtigt som en teenager, siger Strache om optagelserne.

Det er ikke oplyst, hvordan de to store tyske medier er kommet i besiddelse af optagelsen.

Der er endnu ikke sat dato på det kommende valg i Østrig.