Saudi-Arabien bomber Yemens hovedstad

16x9
Røg over Yemens hovedstad Sanaa, efter en saudiarabisk koalition har bombet byen. Foto: Mohammed Huwais / Ritzau Scanpix

Ifølge indbyggere i Yemens oprørskontrollerede hovedstad, Sanaa, er en række militære mål ramt af luftangreb.

Den saudiarabisk-ledede koalition i Yemen har torsdag udført en række luftangreb mod Yemens oprørskontrollerede hovedstad, Sanaa.

Det oplyser indbyggere i byen og den saudiarabiske tv-station al-Arabiya. Angrebene har ifølge indbyggerne ramt ni militære mål i og omkring Sanaa.

Luftangrebet rammer, to dage efter at houthi-oprørere tog skylden for droneangreb mod to oliepumpestationer i Saudi-Arabien.

Årelang konflikt

Den saudiarabisk-ledede koalition har i fire år bekæmpet houthi-oprørerne i Yemen for at få genindsat Yemens internationalt anerkendte regering.

Torsdagens luftangreb skal "neutralisere houthi-oprørernes evne til at udføre angreb". Det oplyser koalitionen i en udtalelse ifølge tv-stationen al-Arabiya.

Der er endnu ingen officielle oplysninger om dræbte eller sårede.

Nyhedsbureauet AP skriver dog, at indbyggere i Sanaa har oplyst, at der er dræbte. Der skal være civile blandt de omkomne.

Droneangreb på pumpestationer

Saudi-Arabien meddelte tirsdag, at væbnede droner havde ramt to oliepumpestationer i kongeriget. Houthierne har meddelt, at de stod bag.

Energiministeren i Saudi-Arabien sagde tirsdag, at dronerne forårsagede en brand og forvoldte mindre skader på den ene pumpestation. Men skaderne skabte ikke forstyrrelser i produktion eller eksport.

Den saudiarabisk-ledede koalition, som blandt andet støttes af USA, rykkede ind mod houthi-oprørerne i Yemen i 2015 med det formål at få bragt præsident Abd Rabbu Mansour Hadi tilbage til magten.

Titusindvis af folk har mistet livet i den årelange krig. Situationen i Yemen beskrives af FN som verdens værste humanitære katastrofe.

Konflikten i landet opfattes af mange som en satellitkrig mellem de to stormagter i Mellemøsten, Saudi-Arabien og Iran. Houthi-oprørerne afviser dog at være styret af Iran.