Demokraternes rekordstore kandidatfelt er en farce

16x9
Der er nu 24 demokrater, der har meldt sig på banen i kapløbet om at blive partiets næste præsidentkandidat. Foto: Reuters File Photo / Ritzau Scanpix

Nogle gange er mindre faktisk mere.

Er det en god ide at stille op til et præsidentvalg, når man som borgmester ikke engang kan pege på solid opbakning blandt sine egne borgere? Når ens egne rådgivere synes, at det ville være en dårlig ide at stille op? Og når selv ens kone mener, at "det ikke er den rigtige timing" at stille op nu?

De fleste politikere vil nok konkludere, at det i så fald er bedst at lade være. Særligt når nu der er i forvejen er mere end tyve partifæller, der stiller op.

Denne dynamik gør sig dog ikke gældende hos Demokraterne i år. Tværtimod virker logikken blandt mange kandidater groft sagt til at være jo mere, jo bedre.

Bill de Blasio vil bare væk

Tag den seneste demokratiske præsidentkandidat, Bill de Blasio, der til daglig er borgmester i New York City.

Der har længe svirret rygter om, at de Blasio hader sit borgmesterjob og bare gerne vil komme så meget og så langt væk fra byen som muligt.

Nu har den siddende borgmester så meldt sig ind i kampen om at blive Demokraternes næste præsidentkandidat, selvom seriøse analytikere som Nate Silver kun giver ham omkring en procent chance for faktisk at kunne vinde nomineringen.

Det er da alligevel bemærkelsesværdig, at de Blasio er så desperado, at han foretrækker at turnere landet rundt i sne og slud og sove på dårlige moteller frem for at bruge sin energi på at være borgmester i landets største by.

Partitoppen går i panik

Ikke overraskende er antallet af chanceløse kandidater, der bliver ved med at melde sig på banen, ved at give den demokratiske partitop sved på panden. I starten var det hele meget hyggeligt og fornøjeligt: Partiet kunne pege på sit store kandidatfelt og italesætte det som et eksempel på Demokraternes talentmasse og mangfoldighed.

Men det var for cirka ti kandidater siden, da det især var kvinder og minoriteter, der meldte sig på banen. Af de første 11 kandidater, der erklærede deres kandidaturer, var kun en af dem en hvid mand. De seneste 11 kandidater, der har erklæret deres kandidaturer, er alle sammen hvide mænd.

Med undtagelse af den tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Bernie Sanders er der ingen af disse elleve hvide mænd, der på nuværende tidspunkt må regnes som realistiske bud på Demokraternes næste præsidentkandidat.

Desperado-Demokrater

Dermed bliver det demokratiske kandidatfelt efterhånden til en farce.

Det alt overvejende flertal af disse kandidater står ikke en chance for at vinde nomineringen.

Selv en plads i en kommende demokratisk regering virker urealistisk for majoriteten af disse Desperado-Demokrater.

Med lidt held kan enkelte af dem måske gøre sig forhåbninger om et analytikerjob på en amerikansk tv-station efterfølgende.

Men det er så også det.

Udsigt til turbulente tv-debatter

Normalt forbliver feltet overskueligt, når en tidligere vicepræsident eller fremtrædende minister formodentlig melder sig klar til at føre faklen videre for partiet. Hos Demokraterne var dette både tilfældet med Bill Clintons vicepræsident Al Gore i 2000 og Barack Obamas udenrigsminister Hillary Clinton i 2016.

Men i 2020 er Demokraterne altså oppe imod en siddende republikansk præsident med lav opbakning i befolkningen. Derfor havde partiet forudset, at der ville være mange om buddet. Af samme årsag valgte man at have hele tyve pladser til partiets tv-debatter, der begynder næste måned. Men tyve pladser er altså ikke engang nok til at rumme alle kandidater.

Republikanerne havde 17 præsidentkandidater i 2016, og de fleste kan nok huske, hvor kaotisk det var.

Medier og analytikere elskede at tale om den republikanske ”clown car”.

Demokraterne har i skrivende stund 24 kandidater – det må så være en ”clown van”.

Feltet snævrer ind – men hvornår?

Man skal altid huske, at der kommer til at være en naturlig selektionsproces i det næste halve års tid.

Når det første primærvalg løber af stablen i Iowa i februar 2020, kommer der næppe til at være næsten 25 mere eller mindre seriøse demokratiske kandidater tilbage.

Men indtil da er udfordringerne til at få øje på for Demokraterne.

Amerikansk historie giver os ikke noget entydigt svar på, hvorvidt et stort kandidatfelt i primærvalgene er en indikator på en sejr ved det efterfølgende præsidentvalg. Ser vi på de gange, Demokraterne (1972, 1976, 1988 og 1992) og Republikanerne (1968, 1980, 1996 og 2016) havde store kandidatfelter, vandt den senere republikanske præsidentkandidat tre ud af fire gange, mens den demokratiske præsidentkandidat vandt to ud af de fire gange.

Med andre ord er der ikke nødvendigvis nogen ulempe ved at have et stort kandidatfelt. Men det er tydeligvis heller ikke nogen ubetinget fordel.

Tak til Trump

Ironisk nok må en del af æren for det massive antal af demokratiske kandidater tilskrives Donald Trump. Ikke kun fordi Trump ligner en historisk svag siddende præsident, men også fordi forretningsmandens succes i det – på daværende tidspunkt – rekordstore republikanske felt viste, at man potentielt godt kan vinde nomineringen med et stærkt budskab og brand og uden den store opbakning fra partitoppen eller pengetank i ryggen.

Problemet for de mange Desperado-Demokrater i 2020 er dog, at det eneste, de har tilfælles med 2016-Trump, er den manglende pengetank og opbakning fra partitoppen.

Ingen af kandidaterne er i nærheden af at have et så stærkt brand og budskab, som Trump havde i 2016.

Derfor er det, der startede som en demokratisk talestreg om et talentfuld og mangfoldigt felt nu ved at blive afløst af frygten for en farlig farce.