Første håndtryk mellem Kim Jong-un og Putin

Ruslands præsident lover at hjælpe med til at normalisere forholdene på den nordkoreanske halvø.

Der blev vekslet smil, nik og et langt håndtryk, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for første gang i dag mødtes.

Det skete i den russiske havneby Vladivostok.

Vi kan prale af en lang historie og en tradition for venskab

Kim Jong-un
Der blev udvekslet flere lange håndtryk mellem Kim og Putin i dag.
Der blev udvekslet flere lange håndtryk mellem Kim og Putin i dag. Foto: Alexander Zemlianichenko / Ritzau Scanpix

Her lagde Putin ud med at love assistance til at normalisere forholdet mellem Nordkorea og USA, samt at gennemføre nedrustningen af den koreanske halvø.

- Vi bifalder din indsats med at udvikle den interkoreanske dialog og forholdet mellem USA og Nordkorea, sagde Putin.

Det sætter standarden for de to statslederes møde, hvor netop Nordkoreas atomprogram står øverst på dagsordenen.

Mislykket møde med USA

Mødet er kommet i stand, efter at Kim Jong-un i februar holdt et topmøde med den amerikanske præsident, Donald Trump. Det endte brat og uden en aftale.

- For Kim Jong-uns vedkomne er formålet med at mødes med Putin at vise amerikanerne, måske endda også kineserne, at han har andre samarbejdspartnere, han kan tale med, siger Frederikke Ingemann, TV 2s internationale analytiker.

Da Kim Jog Trump mødtes den 27. februar i Hanoi, Vietnam, blev der ikke indgået nogle aftaler.
Da Kim Jog Trump mødtes den 27. februar i Hanoi, Vietnam, blev der ikke indgået nogle aftaler. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix

Sikkerhedspolitisk korrespondent hos Berlingske, Kristian Mouritzen, er enig i den udlægning:

- Efter mødet med Trump haster det for Kim Jong-un med at få flere alliancepartnere, siger han.

Målet er ophævelse af sanktioner

Det endegyldige mål med topmøder er for den nordkoreanske leder at få fjernet de mange sanktioner, der har været pålagt landet i årevis.

- Kim kan ikke længere tro på, at hans endelige mål, nemlig en ophævelse af sanktionerne mod Nordkorea, lykkes bare ved at forhandle med Trump, siger Kristian Mouritzen.

Sanktionerne rammer i høj grad landets civilbefolkning og forhindrer den økonomiske udvikling i det lukkede land.

Kim håber, at Putin kan hjælpe ham

Frederikke Ingemann, politisk analytiker

Og eftersom de fleste af sanktionerne er vedtaget i FN's sikkerhedsråd, så kræver en ophævelse af dem en omfattende indsats fra Kim Jong-uns side, vurderer Mouritzen.

- Det, han kan gøre, er at skabe en eller anden form for bilateralt forhold, sådan at det er muligt for ham at spille på flere heste. I forvejen spiller han selvfølgelig på Kina, men han har også brug for at få Rusland inddraget i det diplomatiske spil, han er i gang med.

Kim på topmøde: Vores venskab har dybe rødder Video: Mie Leonora Heiberg

Forhold med forhistorie

I dag sagde Putin til Kim, at mødet mellem de to ledere vil gøre det klart, hvordan Rusland kan bidrage til forhandlingerne om nedrustning.

Kim Jong-un svarede, at deres samtale ville være en mulighed for at udveksle synspunkter om situationen på Den Koreanske Halvø.

- Vi kan prale af en lang historie og en tradition for venskab. Jeg tror, dette møde vil være gavnligt for konstruktivt at udvikle vores to nationers forhold til et mere stærkt og helt et af slagsen, sagde han.

I 2002 mødtes Putin med Kim Jong-uns far og tidligere leder af Nordkorea Kim Jong-il. Det skete i samme by, som mødet i dag.
I 2002 mødtes Putin med Kim Jong-uns far og tidligere leder af Nordkorea Kim Jong-il. Det skete i samme by, som mødet i dag. Foto: Alexander Nemenov / Scanpix Denmark

Har afprøvet nye våben

Tidligere i april afprøvede Nordkorea det, som nationens stats-tv KCNA har betegnet som et "taktisk våben" med et "stærkt sprænghoved". Og det er en forhandlingstaktik fra Kims side, vurderer Frederikke Ingemann:

- Det indlæser man som et ønske fra Kim Jong-uns side om at puste nyt liv i de her forhandlinger. Så han håber, at Putin kan hjælpe ham med det her.

Putin på topmøde: Vi hilser din indsats velkommen Video: Mie Leonora Heiberg

Samtidig er Putins aktie i dagens møde at få en plads ved forhandlingsbordet, lyder det:

- Han ønsker ikke bare at være en observatør i det her forsøg på at gøre Den Koreanske Halvø atomfri. Han ønsker at være en aktiv spiller i det store spil, som det jo er, siger Frederikke Ingemann.

Dagens program for de to statsledere byder på et bilateralt møde og et rundbordsmøde med deltagelse af udvalgte delegerede.