Matematiknørd smadrer rekorder på stribe i Jeopardy

16x9
James Holzhauser lever af at forudse og satse penge på sportsresultater. Foto: Jeopardys Youtube-kanal

Hans hemmelighed er børnebøger og en sportsgamblers kynisme. Nu diskuterer USA, om James Holzhauer er ved at ødelægge Jeopardys budget.

Hans taktik er nådesløs, han er ikke bange for høj risiko, og hans reflekser på buzzer-knappen er allerede legendariske.

Ingen har domineret det klassiske quiz-program som den nu 14-dobbelte vinder af den amerikanske udgave af Jeopardy, James Holzhauer.

- Medmindre du har levet under en sten de seneste to uger, kender du vores nuværende mester, James, sagde Jeopardys mangeårige vært, Alex Trebek, i denne uge.

Har slået rekorden for størst præmie syv gange

James Holzhauer på 34 år er professionel sportsgambler i Las Vegas.

Inden han første gang stillede sig bag quizpulten, var rekorden for største præmie i én runde af Jeopardy på 77.000 dollar – svarende til cirka en halv million danske kroner.

Den rekord har James Holzhauer slået syv gange. På 14 forsøg. Senest tirsdag aften, hvor han i finalerunden svarede rigtigt på, hvilke to mænd der 1. maj 1869 mødtes i Det Hvide Hus – præcis fire år og tre måneder efter det første historiske møde mellem dem. Svaret var præsident Ulysses S. Grant og Robert E. Lee.

I sidste uge vandt James Holzhauer 131.127 dollar (cirka 870.000 kroner) i én runde – det højeste nogensinde – og tirsdag rundede han mere end en million dollar (cirka 6,6 millioner kroner) i samlet præmie i quizprogrammet, hvor "værten har svarene, du stiller spørgsmålene".

- Den her fyr er utrolig, sagde Alex Trebek og lignede en mand, der trods årtier som vært på programmet ikke kunne tro sine egne øjne.

Spiller aggressivt og lynhurtigt

Det er ikke kun de vilde gevinster, der har fået amerikanerne til at måbe over Jeopardys nye stormester. James Holzhauer spiller mere aggressivt end nogen tidligere deltager.

Han starter med at gå efter de største gevinster i bunden af hver kategori og hopper mellem kategorierne for at forvirre sine modstandere. Han har lynhurtige hænder på buzzer-knappen og en paratviden, der svinger ubesværet fra betegnelsen for arabisk kalligrafi i Andalusien, til hvilken sang Tammy Wynette brugte 15 minutter på at skrive og et helt liv på at forsvare.

Og så er han ikke bange for at satse stort. Når han rammer et af spillets Chance-felter, gambler han uden at blinke, hvad der svarer til flere månedslønninger for den gennemsnitlige amerikaner.

Kan alle Led Zeppelins sangtekster

James Holzhauer spiller som ”en cyborg bygget alene med det formål at vinde det evigt populære program”, som magasinet Slate har udtrykt det. Han er en erklæret nørd, der i sine skoleår konkurrerede på højt niveau i matematikmesterskaber, og i dag bruger han sin hukommelse til at knuse al modstand i et af de ældste quizprogrammer i USA.

Selv siger James Holzhauer, at han ikke har studeret noget særligt – udover teksterne til samtlige Led Zeppelin-sange og listen over indehaverne af flest home runs i den amerikanske baseballliga.

Hans hemmelighed er at finde på biblioteket. Blandt faktabøgerne for børn.

- De er propfyldte med infografikker, billeder og alt muligt, der holder læseren engageret, har Holzhauer fortalt i et interview med Washington Post.

- Jeg ville ikke komme igennem et kapitel af en Dickens-roman uden at falde i søvn.

Jeopardy-stormester: Det er fuldstændig vanvittigt

Den eneste i Jeopardys historie, der har tjent flere penge end James Holzhauer, er Ken Jennings, som i 2004 tog 74 sejre i træk og endte med en samlet gevinst på 2,5 millioner dollar (cirka 16,6 millioner kroner).

- Først og fremmest er jeg ganske enkelt målløs over James. Det er fuldstændig vanvittigt, hvad han laver, siger Ken Jennings i et interview med magasinet Wired.

square to 16x9

- Jeg troede, at jeg havde set alt i Jeopardy. Og det her er noget, jeg troede var ganske umuligt. De her cifre. Statistisk spiller han på et højere niveau, end nogen anden nogensinde har spillet, siger Ken Jennings, som i sin sejrsrække havde en gennemsnitlig gevinst på 34.000 dollar per sejr.

James Holzhauer opretholder et gennemsnit på næsten 76.000 dollar og vil, hvis han forsætter i det tempo, blive den mest vindende Jeopardy-mester om ganske få uger.

En bekymret regnskabsmedarbejder

De amerikanske medier er spækkede med spekulationer om, hvorvidt James Holzhauers aggressive spillestil og rekordstore indtjening er ved at knække Jeopardys budget.

Sidder der en bekymret regnskabsmedarbejder et sted og håber, at et hul i den 34-åriges hukommelse vil stoppe stimen, inden banken må give op?

Det tror Bob Boden, som er tidligere programchef for Game Show Network.

- Ethvert game show har et budget for gevinster, siger han i et interview med magasinet The Atlantic og peger på, at store udsving fra den gennemsnitlige gevinst kan lægge stort pres på budgettet.

Men James Holzhauers tilgang til spillet og fortsatte rekorder giver også nyt liv til et program, der kører på 35. sæson.

James Holzhauers giver amerikanerne en mulighed for noget så sjældent som at samle sig om en enkelt tv-begivenhed. Det er der uvurderlig reklameværdi i for organisationen bag Jeopardy, og en talskvinde for programmet har sagt, at ”deltagergevinster er budgetteret for hver sæson, og det er ikke anderledes med James’ gevinster”.

Hvis du bliver ved at vinde, kommer du til at løbe tør for familie og venner at sende hilsner til

Alex Trebek, Jeopardy-vært

Går efter symbolske beløb i præmie

Holzhauer har allerede sine kritikere, som sammenligner ham med en robot sendt fra fremtiden for at dominere spillet. I kommentarspor bliver han ofte kritiseret for at være kedelig, på kanten af arrogant.

Men trods den kyniske spillestil gemmer der sig en sentimental side i sportsgambleren, som endda kan ses i hans væddemål.

Da han første gang satte ny rekord for største gevinst i et program, gik han efter et specifikt beløb: 110.914 dollar. Det matcher nemlig hans datters fødselsdato 9. november 2014 – altså 11.09.14, som det bliver skrevet i USA.

Han har løbende skrevet små, kærlige beskeder i bunden af sine svar i finalerunden til både sin niece og nevø, til tre venner, og han har også hyldet sin afdøde bedstemor.

- Du er godt klar over, at hvis du bliver ved at vinde, kommer du til at løbe tør for familie og venner at sende hilsner til, sagde værten Alex Trebek mandag.