Premierminister kom med flere foruroligende oplysninger på pressemøde om angreb

Når man ser pressemødet, får man det indtryk, at der ikke er helt styr på det her, siger TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt.

Et fjerde hotel i Sri Lanka var også et mål for terroristerne, da otte bomber søndag ramte flere kirker og hoteller i byen. Men det angreb slog fejl.

Sådan lød det i dag fra landets premierminister, Ranil Wickremesinghe, på et pressemøde om terrorangrebene.

Han kom ikke med yderligere oplysninger om, hvilket hotel der var tale om.

Der er et par stykker på fri fod

Ranil Wickremesinghe, premierminister

- Vi tager vores forholdsregler, men lad os afslutte efterforskningen, før vi kommer med den slags informationer, sagde Ranil Wickremesinghe.

Mindst 359 blev dræbt i terrorangrebene, der fandt sted i kirker og hoteller i Sri Lanka.

Trussel om nye angreb

Premierministeren udelukkede heller ikke muligheden for, at der kan ske nye angreb.

- Der er et par stykker på fri fod, som vi forsøger at finde lige nu, sagde han blandt andet.

Da en journalist forsøgte at få ham til at uddybe hvem, var svaret:

- Nej, det ved jeg ikke.

Politi står vagt ved Sankt Anthony Kirke, hvor en af bomberne eksploderede i søndags. Flere frygter et nyt terrorangreb i Sri Lanka.
Politi står vagt ved Sankt Anthony Kirke, hvor en af bomberne eksploderede i søndags. Flere frygter et nyt terrorangreb i Sri Lanka. Foto: Jewel Samad / Ritzau Scanpix

Det srilankanske politi har indtil nu anholdt 58 personer, der mistænkes for at være indblandet i angrebene. Men politiet leder lige nu efter biler med sprængstoffer.

Det fortæller korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i hovedstaden Colombo:

- Der er i øjeblikket en rigtig stor usikkerhed, fordi myndighederne ikke føler, at de har fanget alle personer, der har været involveret i angrebene. Der er altså folk på fri fod i Sri lanka lige nu, siger han.

Islamisk Stat kan være involveret

Ifølge myndighederne var det den lokale, islamistiske organisation National Thawheed Jama'ut (NTJ), der stod bag angrebene.

Samtidig har terrororganisationen Islamisk Stat taget skylden for angrebet, og i chatgrupper på nettet florerer der billeder af en gruppe mænd, der ifølge afsenderne er "kommando-brødrene i Sri Lanka".

Islamisk Stat er dog ikke kommet med endelige beviser for påstanden om, at de står bag. Ifølge premierminister Ranil Wickremesinghe, undersøges mulige forbindelser lige nu mellem de to grupperinger:

- Der kan være en sammenhæng mellem angrebsmændene og Islamisk Stat, sagde han i dag.

De 58 anholdte var udelukkende srilankanske statsborgere. Men ifølge Wickremesinghe havde nogle af de anholdte været på rejse i udlandet og var vendt tilbage til Sri Lanka.

- Det kunne godt pege i retningen af, at det er Islamisk Stat, der står bag og eventuelt har trænet gerningsmændene, vurderer Rasmus Tantholdt.

- Der har også været talrige eksempler på srilankanske muslimer, som er taget til Syrien og Irak og har kæmpet for Islamisk Stat og så er vendt hjem, siger han.

Virkede usikker

Sri Lankas regering har fået kritik, fordi landets sikkerhedstjeneste allerede ti dage inden angrebet modtog flere advarsler om det - uden at gribe til handling.

Den kritik tog landets premierminister også til sig på pressemødet i dag:

- Der skal ske visse omstruktureringer. Det skal vi have taget hånd om, lød det, da journalister gentagende gange spurgte kritisk ind til regeringens håndtering af sagen.

Udmeldingen er udtryk for, at der er kaos i den srilankanske regering, siger Rasmus Tantholdt.

- Når man ser pressemødet, får man det indtryk, at der ikke er helt styr på det her. Vi har allerede set, at der tilsyneladende havde været advaret meget klart og tydeligt om, at der kunne finde et angreb sted. Men muligvis på grund af en konflikt mellem premierministeren og præsidenten nåede de her informationer aldrig frem til mennesker, der skulle forhindre at det skete, forklarer han.

359 mennesker blev dræbt i søndagens bombeangreb, og omkring 500 er blevet såret.

Det frygtes, at antallet af døde vil stige.