Læs brevet, der advarede om terrorangrebet, der har kostet 359 menneskeliv

16x9
Tre kirker og fire hoteller var mål for bombeangreb påskesøndag i Sri Lanka. Foto: STR / Ritzau Scanpix/TV 2 Grafik

Allerede i starten af april blev myndighederne i Sri Lanka advaret om et muligt forestående angreb.

Mindst 359 mennesker mistede livet, og flere end 500 blev såret, da en række bombeangreb påskesøndag ramte Sri Lanka.

Men allerede ti dage inden angrebet sendte en politichef et brev til landets sikkerhedstjenester, hvor han advarede om, at en radikaliseret gruppe planlagde selvmordsangreb mod kirker.

Brevet var vedlagt en efterretningsrapport, hvor der nævnes seks navngivne personer, som mistænkes for at ville deltage i angrebet.

Flere højtstående personer i regeringen fastholder, at de aldrig har modtaget advarslen, og det står uklart, hvilke tiltag der blev igangsat for at imødekomme truslen.

Det har fået mange i Sri Lanka til at spørge sig selv, om angrebet kunne være forhindret.

Avisen New York Times er i besiddelse af og har fået oversat brevet fra politichefen.

På baggrund af dette har TV 2 lavet en dansk oversættelse af brevet, som du kan læse herunder:

square to 16x9

Ovenstående er et følgebrev og var vedlagt en mere detaljeret efterretningsrapport til myndighederne. Den kan du læse en oversættelse af her:

Vedrørende information om selvmordsangreb planlagt af lederen af National Thawhith Jamaan, Mohammed Zaharan.

Udenlandske efterretninger har informeret om, at Mohammed Cassim Mohamed Zaharan, også kendt som Zaharan Hashmi, lederen af National Thawhith Jamaan, og hans følgere planlægger selvmordsangreb mod dette land. Ifølge meldingerne kan angrebene blive rettet mod katolske kirker og den indiske højkommission i Colombo. (Den modtagne information fremgår af bilag A).

Den foreløbige efterforskning af meldingerne har afsløret, de følgende mange personer er indblandet i dette foretagende.

Der er modtaget information om, at personer kendt som Zaharan Hashmi og Shahid i øjeblikket skjuler sig i Oluvil i Akkaraipattu-regionen efter episoderne, hvor religiøse statuer i Mawanella blev ødelagt 26. december 2018.

En person kendt som Rilwan er identificeret som Zaharans yngre bror og den primære hverver af følgere til Zaharan – ved navnet Mohamed Cassim Mohammed Rilwan [personnummer udeladt] og bosiddende på [adresse udeladt] i Kattankudy politikreds.

Det er blevet konstateret, at denne person i øjeblikket skjuler sig efter et sammenstød mellem NTJ og andre religiøse organisationer i Kattankudy 10. marts 2018. Selv under sit skjul har han arbejdet på at tilføje følgere til Zaharan i Akkaraipattu, Kuliyapitiya, Puttalam, Mawanella og Thihariya, og han bor i øjeblikket i et hus tilhørende en af hans nære bekendtskaber i Oluvil-regionen.

Det er videre blevet konkluderet, at Rilwan om natten (tidsrummet 23.00-04.00) besøger sin kone og sit barn, der er bosiddende på [adresse udeladt].

En person kendt som Milhan har en konto på sociale medier under navnet Mohammed Milhan og interagerer med Zaharans konti. Det er blevet observeret, at han jævnligt har opdateret konti med hadefulde ytringer mod ikke-muslimer efter en kristen mands angreb mod muslimske moskeer i New Zealand 15. marts 2019.

Mohammed Milhan, som studerede ved Zahira-universitet i Kalmunai, benytter [telefonnummer udeladt], er glødende tilhænger af Zaharan og er blevet betagtet som en person, der besidder stort had mod ikke-troende.

Det er videre blevet registreret, at en tidligere soldat ved navn Bathurdeen Mohammed Mohideen, også kendt som Army Mohideen [personnummer udeladt], bor nær Anwer-moskeen i Kattankudy.

Selvom Zaharan ikke specifikt har bedt sine tilhængere direkte om at angribe katolske kirker eller den indiske højkommission, har han siden 2016 prædiket for sine følgere, at mord på ikke-troende er en af de mest ædle, religiøse mål, og at islam bør udbredes gennem sådanne gerninger.

Yderst fortrolige efterforskninger af ovenstående er i gang.

Hvad ved vi nu om angrebet?

Sri Lanka blev 21. april ramt af otte eksplosioner.

  • To ramte kristne kirker i hovedstaden Colombo, og én ramte en kirke i Batticaloa i Den Østlige Provins.
  • Fire eksplosioner ramte hoteller i Colombo. Der er tale om hotellerne Shangri-La Colombo, Kingsbury Hotel, Cinnamon Grand Colombo og Tropical Inn.
  • En ottende eksplosion ramte et hus i Colombo i forbindelse med en ransagning på adressen.

Myndighederne har udpeget de to små islamistiske grupper National Thowfeek Jamaath (NTJ) og Jammiyathul Millathu Ibrahim (JMI) for at have udført angrebene med støtte fra internationale terrorister.

Den foreløbige efterforskning peger på, at bomberne var hævn for terrorangrebet mod to moskéer i New Zealand i marts.

Foreløbigt er 40 mistænkte anholdt i forbindelse med angrebene.

Hvad ved vi om advarslerne?

Allerede kort efter søndagens angreb kom de første forlydener om, at de srilankanske myndigheder var advaret om et forestående angreb.

Sundhedsminister og talsmand for regeringen Rajitha Senaratne har ifølge CNN oplyst, at den første advarsel kom 4. april, og at forsvarsministeriet 9. april skrev til politichefen og informerede om, at gruppen National Thowfeek Jamaath kunne udgøre en trussel.

To dage senere, 11. april, kontaktede politichefen forskellige sikkerhedschefer om de mulige angreb - det er dette brev, du kan læse indholdet af herover.

Af brevet fremgår det i bunden, at der er igangsat et fortroligt efterretningsarbejde, men det er fortsat uklart, hvad og hvor meget der konkret blev gjort på baggrund af advarslerne. Men premierminister Ranil Wickremesinghe har ifølge New York Times udtalt, at det skal undersøges, hvorfor der ikke var lavet de nødvendige foranstaltninger.

Hvem kendte til truslen?

Sundhedsminister og talsmand for regeringen Rajitha Senaratne har ifølge CNN udtalt, at "vi så advarslerne, og vi så detaljerne." Han tilføjer, at regeringen er meget kede af det og undskylder til de familier og institutioner, der er berørte af angrebene.

Minister for national integration Mano Ganeshan har ifølge nyhedsbureauet AP sagt, at sikkerhedsofficerer i hans ministerium var blevet advaret om risikoen for, at to selvmordsbombere ville angribe politikere.

Præsident Sirisena var ude af landet, da angrebene fandt sted. Hans særlige rådgiver, Shiral Lakthilaka, benægter ifølge New York Times, at der er sket nogen fejl i forhold til sikkerhedsefterretninger. Han anerkender dog, at der var kommet advarsler om National Thowfeek Jamaath fra en politimand.

Telekommunikationsministeren Harin Fernando har på Twitter skrevet, at "nogle efterretningsofficerer var klar over, at det kunne ske", og at "det skal undersøges til bunds, hvordan denne advarsel blev ignoreret".

Premierministeren, Ranil Wickremesinghe, har sagt, at han ikke var informeret om advarsler.

Hvad er reaktionerne i Sri Lanka?

I Sri Lanka rettes der fra befolkning og medier nu kritik af myndighederne, som man anklager for at have siddet advarslerne overhørig og for ikke at have taget truslen alvorligt. Det fortæller journalist Thea Pedersen i Colombo.

- Man stiller sig selv det spørgsmål, om myndighederne overhovedet er i stand til at kontrollere den her form for trussel, når den ikke er blevet taget alvorligt, og når det har været på bekostning af så mange menneskeliv.

Flere internationale medier rapporterer ligeledes om vrede og undren blandt befolkningen, der nu afventer svar på, hvorfor angrebet kunne finde sted.

***