Portugal vil gerne have flere flygtninge

Mens andre EU-lande prøver at begrænse flygtningestrømmen, går Portugal den modsatte vej. Her mangler man arbejdskraft.

I en række vesteuropæiske lande, blandt dem Danmark, kæmper politikerne for at begrænse flygtningestrømmen. I Portugal går man den modsatte vej - her mangler man arbejdskraft, og derfor forhandler landet i øjeblikket med Grækenland om at få yderligere 1000 flygtninge til landet.

- I Portugal bliver befolkningen ældre, og det er godt. Men vi mangler fornyelse af vores arbejdsstyrke. I Portugal yder migranter fra Afrika, Asien og Østeuropa et værdifuldt bidrag, og vi sætter pris på dem - måske er det derfor, vi er gode til at integrere dem, siger Pedro Siza Vieira, økonomiminister i Portugal, til TV 2.

Portugal ligger ikke på migranternes foretrukne flugtrute fra for eksempel Syrien, og derfor har landet i de senere år kun modtaget i alt 6.000 flygtninge - men vil altså gerne have flere.

Politisk enighed

I landet er der politisk enighed om at ønske flere flygtninge til landet, fortæller TV 2's udlandsmedarbejder Jeppe Krogager.

- Hvis man ikke gør det, risikerer landets befolkningstal at falde fra 10 millioner indbyggere til syv millioner i løbet af de næste 40 år, siger Jeppe Krogager.

I Portugal bliver befolkningen ældre, og det betyder, at der er brug for flygtninge, siger landets økonomiminister.

På frokostrestauranten Mezze i Lissabon er det syriske flygtninge, der står bag spisestedets succes med mad fra Mellemøsten i de tre år, den har eksisteret.

- Maden er god, og de er venlige og opmærksomme, siger Paula Miguel, en af gæsterne på restauranten, til TV 2. Hun har flere gange været på restauranten med sine kolleger.

Det er den 23-årige manager Rafat Dabah, der tager imod gæsterne, når de kommer. Han er syrisk flygtning, og han er meget glad for Portugal og portugiserne.

- Folk er meget venlige her og meget gæstfrie. De stigmatiserer os ikke, fordi vi er flygtninge, siger Rafat Dabah.

En anden af de ansatte, Waiee Shaoo, der også er syrisk flygning, er enig.

- Folk i Portugal accepterer, at vi kommer og arbejder her. Det gør folk i andre lande ikke, siger Waiee Shaoo.

Lettere at integrere flygtninge

Pedro Calado, flygtningehøjkommissær i Portugal, siger, at det er bydende nødvendigt, at Portugal får flere flygtninge til landet.

- På grund af manglen på arbejdskraft er vi helt sikre på, vi har brug for, at der kommer flere, siger Pedro Calado.

Han siger, at den kendsgerning, at Portugal ikke er migranternes foretrukne mål, gør det lettere at integrere dem, der kommer.

- Vi anses ikke for at være migranternes foretrukne land. Det giver os ro til at håndtere det, siger Pedro Calado.

Rafat Dabah er glad for Portugal, han vil gerne blive i landet - og han har en drøm.

- Jeg vil gerne åbne min egen restaurant, siger han.