KOMMENTAR: Muellers rapport er rystende læsning

16x9
William Barr udlægger Muellers rapport på en unuanceret facon, mener Mirco Reimer. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Diskussionen om Robert Muellers rapport havde nok udfoldet sig anderledes, hvis Barr ikke havde haft frit spil med sine fortolkninger.

Der findes nemmere opgaver end at prøve at koge essensen af Robert Muellers 448 sider lange rapport ned i det her format. Så det vil jeg ikke engang forsøge at kaste mig ud i. Den primære pointe, som jeg gerne vil introducere til debatten i kølvandet på gårsdagens offentliggørelse af Muellers ruslandsrapport er følgende: Er det ikke overraskende, at næsten ingen var overrasket?

Hvis vi sætter os op i helikopteren og forsøger at danne os et overblik over de store perspektiver, må man nemlig nok konstatere, at det forundrende i kølvandet på Robert Muellers rapport er manglen på forundring. Men lad os starte fra en ende af.

Ballademageren Barr

USA's justitsminister William Barr valgte endnu engang at udlægge Muellers rapport på en unuanceret facon. Justitsministeren foretrak at agere personlig advokat for præsidenten. Det var lige så lidt overraskende, som det var patetisk at være vidne til.

Men det virkede. For prøv at forestille jer, hvordan diskussionen om Muellers rapport mon havde udfoldet sig, hvis det faktisk havde været Muellers rapport, og ikke William Barrs selektive fortolkninger af rapporten de sidste fire uger, der havde været udgangspunktet for diskussionen.

Jeg bruger bevidst ordet "fortolkninger" her, fordi Muellers rapport gør det klart, at både Barrs skriftlige og mundtlige redegørelser har været unuanceret og til tider direkte misledende. For bare at tage ét eksempel kan man nedenunder se, hvad Barr valgte at citere fra en afgørende konklusion i Muellers rapport i sit firesiders referat, og sammenholde det med det egentlige afsnit i rapporten.

Ingen frifindelse

Lad os ligeledes slå det fast engang for alle: Der er ikke tale om en "fuldstændig frifindelse". Muellers konklusioner er langt mere mudrede end det.

Ligeledes er der ikke tale om, at Mueller og hans folk ikke fandt beviser for problematisk adfærd fra Trump og hans folk. Der er tale om, at der var beviser, men at beviserne ikke var nok indenfor de signifikante juridiske rammer, som den særligt udnævnte efterforsker baserede sin undersøgelse på. Som rapporten slår fast: “en udtalelse, at undersøgelsen ikke etablerede bestemte fakta, betyder ikke, at der ikke var beviser for disse fakta” (side 10 til nørderne).

Det fremgår eksempelvis også entydigt i rapportens introduktion i spørgsmålet om "collusion". Mueller og hans folk arbejdede ud fra en retsfilosofi om, at der skulle kunne føres bevis for "en kriminel sammensværgelse" og en "koordination" i form af "en aftale - stiltiende eller eksplicit - mellem Trump-kampagnen og den russiske regering om valginterferens" (også side 10 i rapporten).

Med andre ord en retslig ramme der, som rapporten slår fast, "kræver mere end at de to parters handlinger bliver informeret af eller imødekommet af den andens handlinger eller interesser. Vi anvendte begrebet koordinering i den forstand, når det i rapporten hedder, at undersøgelsen ikke etablerede at Trump-kampagnen koordinerede med den russiske regering i sine valginterferensaktiviteter" (stadig side 10).

Ovenstående betyder heller ikke, at der ikke var beviser for forbindelser mellem Trumps kampagne og russerne under valgkampen i 2016. Som Mueller bemærker på side 179 i rapporten, så tilbød russerne at hjælpe Trumps kampagne, og kampagnen var ikke altid afvisende overfor tilbuddene.

- Disse forbindelser omfattede russiske tilbud om hjælp til kampagnen. I nogle tilfælde var kampagnen modtagelig over for tilbuddet, mens kampagnens embedsmænd i andre tilfælde skød det væk.

Bekymrende beviser

Ligeledes skal rapportens (ikke)konklusion i spørgsmålet om obstruction of justice ses i konteksten af de juridiske rammer. Robert Mueller tog udgangspunkt i justitsministeriets retningslinjer, at en særligt udpeget efterforsker ikke kan rejse tiltale mod en siddende præsident. Af samme årsag vurderede Mueller og hans hold, at det ville være unfair at beskylde præsidenten, da Trump i så fald ikke vil have mulighed for at forsvare sig.

I samme omgang gør Mueller det dog klart i rapporten, at hans hold har fundet bekymrende beviser, og at det derfor ikke er muligt at konkludere, at præsidenten ikke har forsøgt at blande sig i igangværende undersøgelser. Faktisk var det ofte præsidentens egne folk, der fik ham talt fra det eller ignorerede hans ordrer. Som der står på side 370 i rapporten:

- Præsidentens bestræbelser på at påvirke undersøgelsen mislykkedes for det meste, men det skyldes hovedsageligt, at de personer, der var omkring præsidenten, afviste at udføre ordrer.

Hvad Mueller gjorde, var altså ikke – som præsidenten og hans justitsminister har påstået – at konkludere, at der ud fra beviserne ikke kunne være tale om obstruction of justice. Rapporten pointerer direkte, at Mueller ville havde slået fast, hvis der ikke var belæg for, at præsidenten havde gjort noget ulovligt - men bevismaterialet gør, at Mueller ikke kan komme frem til den konklusion.

Med andre ord: Robert Mueller har fundet for mange beviser for, at det ikke er muligt at frifinde Trump i spørgsmålet om obstruction of justice.

Sanders' usandheder

Muellers rapport dokumenterer ydermere, at præsidenten og hans rådgivere regelmæssigt lyver overfor pressen – som Det Hvide Hus ironisk nok jævnligt anklager for "fake news" - og den amerikanske befolkning.

Det vidste vi godt i forvejen. Men nu har vi deres egne vidneudsagn for det.

I maj 2017, kort efter fyringen af FBI-chef James Comey, påstod Sanders, at hun havde været i kontakt med FBI-agenter, der havde fortalt hende, at de havde mistet tilliden til Comey (side 284). Det var løgn. Sanders prøvede endda at bortforklare løgnen overfor Muellers efterforskere med, at der skulle have været tale om en fortalelse i kampens hede. Det er endnu en åbenlys løgn, da pressesekretæren havde udtalt usandheden gentagne gange under den samme pressekonference. Se selv:

Jeg ved godt, at vi har vænnet os til vanviddet, men prøv bare et sekund at overveje, hvor vildt det er, at Det Hvide Hus' pressesekretær, Sarah Sanders, måtte erkende, at hendes udtalelser "ikke var baseret på noget" overfor Muellers folk.

Frenchs forbløffelse

Når det er slået fast, er det derfor også værd at tænke over, hvor eroderende og skadelig Donald Trumps adfærd er; nu dokumenteret på over 400 sider af Robert Mueller.

Som den konservative kommentator og Trump-kritiker David French skrev i et citat, der er værd at tage med i sin helhed her – ikke mindst fordi French er en af de få, der faktisk var forbløffede i går:

"Jeg må indrømme, at selv som en langvarig, åben kritiker af Donald Trump var jeg overrasket over omfanget og mængden af løgnene, usandhederne og vildledelserne kortlagt af den særligt udpegede efterforsker. Vi er vant til, at Trump opfinder sine egne fakta om store og små forhold, men at se omfanget af, hvordan denne virus har inficeret hele hans politiske operation, er nedslående. Og tanken om, at nogen behandler denne rapport som en "sejr" for Trump - det blotte omfang af bedrageri taget i betragtning - viser at baren for hans adfærd er sunket så lavt, at alt andet end direkte kriminalitet for ofte bliver fejet til side som relativt meningsløst."

Donald og Dumbledore

Det store billede heroppe fra helikopteren frem mod det kommende præsidentvalg i 2020 er nok ikke blevet grundlæggende forandret med offentliggørelsen af den reviderede udgave af Robert Muellers rapport.

Denne foreløbige vurdering er i sig selv bemærkelsesværdigt, når man overvejer, hvor rystende læsning rapporten er. Men det ligger fortsat i kortene, at præsident Trumps politiske fremtid ikke bliver afgjort juridisk eller politisk, men ved stemmeurnerne. For som Albus Dumbledore siger til verdens nok mest berømte troldmand i "Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer":

"Det er vores valg, langt mere end vores evner, der viser, hvad vi virkelig er."

Man behøver ikke at være gået på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab for at se, at dette citat i lige så høj grad kan bruges om præsident Trumps adfærd, som det kan bruges om det valg, amerikanerne kommer til at stå overfor næste november.