Forældre dømt for at mishandle og torturere 12 af deres 13 børn

Familien levede så isoleret i hjemmet, at nogle af børnene end ikke var klar over politiets rolle, da betjentene dukkede op.

Forældreparret Louise og David Turpin er fredag blevet idømt fængsel på livstid, efter at de har misbrugt og tortureret 12 af deres 13 børn over en længere periode. Parrets yngste barn har ikke været udsat for overgreb.

Mine forældre tog hele mit liv fra mig, men nu tager jeg mit liv tilbage

Anonymt barn af Louise Turpin og David Turpin

Forud for strafudmålingen valgte begge forældre at sige undskyld.

- Jeg er ked af alle de skader, jeg har forvoldt mine børn. Jeg elsker dem mere, end de kan forestille sig, lød det fra 50-årige Louise Turpin.

58-årige David Turpin brød ifølge CNN sammen, da han forsøgte at sige et par ord. Derfor måtte hans advokat læse en meddelelse op for retten på sin klients vegne, hvor David Turpin understregede, at han var ked af det, hvis han havde gjort sine børn ondt.

De to forældre var dog ikke de eneste, der talte i retten i Californien. To af deres børn valgte nemlig at give et par udtalelser, før straffen blev givet.

- Mine forældre tog hele mit liv fra mig, men nu tager jeg mit liv tilbage, sagde den ene af de to børn.

De undskyldte begge over for deres børn, der har været udsat for tortur og fængsling i deres hjem i Californien. Video: TV 2 Danmark

Rædslernes hus

Sagen har vakt opsigt i USA og er flere steder blevet døbt "House of Horrors" (Rædslernes Hus, red.).

Huset på 160 Muir Woods Road i Riverside County.
Huset på 160 Muir Woods Road i Riverside County. Foto: FREDERIC J. BROWN / Ritzau Scanpix

Det dømte par blev anholdt i Californien i januar 2018, da deres 17-årige datter ringede til politiet efter at være flygtet fra familiens hjem 100 kilometer sydøst for Los Angeles.

Da politiet ankom til huset på 160 Muir Woods Road i Riverside County ventede et voldsomt syn.

Børnene, der var mellem to og 29 år gamle på daværende tidspunkt, var voldsomt undervægtige og havde ikke været i bad i månedsvis. En 22-årig søn var lænket til en seng.

To piger på 11 og 14 år var blevet løsladt fra deres lænker, kort før politiet ankom til hjemmet.

Slået, sultet og sat i bure

Da politiet fandt børnene, var mange af dem stoppet med at vokse på grund af dårlig ernæring. Den ældste datter - en pige på 29 år - vejede 37 kilo.

Børnene beskrev også, hvordan de var blevet slået, sultet og sat ind i bure.

Hjemmet lugtede voldsomt af menneskelige efterladenskaber.

David og Louise Turpin med 12 af deres børn i Disneyland. Barn nummer 13 var ikke født, da billedet blev taget.
David og Louise Turpin med 12 af deres børn i Disneyland. Barn nummer 13 var ikke født, da billedet blev taget. Foto: Facebook

Tortur i 'privatskolen'

Men hvordan kunne det komme så vidt uden nogen greb ind?

En del af forklaringen ligger i, at børnene blev hjemmeskolet. Familien levede så isoleret i hjemmet, at nogle af børnene end ikke var klar over politiets rolle, da betjentene dukkede op hos dem.

I forældrenes privatskole i hjemmet lærte børnene at læse og skrive, men opførte de sig ikke som forældrene ønskede, blev de straffet.

Under afhøringer af børnene kunne politiet konstatere, at børnene i årevis var blevet bundet som en form for afstraffelse.

David Turpin under retssagen.
David Turpin under retssagen. Foto: Will_lester / Ritzau Scanpix

I første omgang blev de 'kun' bundet med reb, men da det en dag lykkedes en af børnene at bryde fri, blev rebene skiftet ud med kæder og hængelåse.

Straffene kunne vare i uger og måneder, og børnene blev ikke løst fra deres lænker, når de skulle på toilettet.

Pint med tærter

Udover lænker blev de underernærede børn pint ved at få stillet æble- og græskartærter foran sig, som de ikke måtte spise.

På samme måde var det med legetøj. Politiet har fundet en del legetøj i huset, men det lå i uåbnede pakker.

Hvor længe torturen stod på er uvist, men allerede da familien flyttede fra Texas i 2010, fandt naboer afføring, senge med reb og flere døde dyr i det forladte hjem.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da de David og Louise Turpin blev anholdt.