16-årig mobiliserer millioner af unge og skælder verdens ledere ud: - Selv den byrde efterlader I til os børn

Greta Thunberg begyndte kampen for klimaet som niårig. Nu er hun teenager og nomineret til Nobels Fredspris.

Hun er teenageren, der skælder de voksne ud – uanfægtet, om det er verdens ledere, EU’s topfolk eller politikerne hjemme i Sverige.

Hvis mennesker virkelig kunne ændre klimaet, ville alle tale om det, og folk ville ikke tale om andet. Men sådan var det ikke

Greta Thunberg

Og i påsken var Gretha Thunberg i audiens hos en af verdens mest indflydelsesrige klimaforkæmpere; Pave Frans.

Det er gået stærkt, siden den dengang 15-årige klimaaktivist i sensommeren 2018 besluttede sig for at skolestrejke for klimaet foran det svenske parlament.

Men faktisk har hun – trods sin unge alder - kæmpet for klimaet i flere år.

Klimabevidst siden tredje klasse

I et interview med The New Yorker har hun forklaret, hvordan hun fik øjnene op for klimaforandringerne, da hun var ni år gammel og gik i tredje klasse.

Lærerne fortalte, at man skal huske at spare på vandet, slukke lyset efter sig og undgå madspild.

- Jeg spurgte hvorfor, og de fortalte om klimaforandringerne. Og jeg tænkte, at det var meget underligt. Hvis mennesker virkelig kunne ændre klimaet, ville alle tale om det, og folk ville ikke tale om andet. Men sådan var det ikke, lød det fra Greta Thunberg i interviewet med The New Yorker.

Det fik den niårige pige til at ændre livsstil. Hun holdt op med at spise kød, og hun har ikke rejst med fly siden 2015.

Den svenske piges klimakamp har også sat aftryk ved hendes forældre, der har fået installeret solcellebatterier og er begyndt at dyrke deres egne grøntsager.

Det har endda fået Greta Thunbergs mor, Malene Ernman, der er kendt som både operasangerinde, debattør og klimaforkæmper, til at ofre sin internationale sangkarriere, da hun i 2016 besluttede at følge datterens eksempel og boykotte flyrejserne.

Tog sagen i egen hånd

Greta Thunberg er ligesom sin lillesøster diagnosticeret med blandt andet ADHD og autisme. Det gør hende i stand til at koncentrere sig om det samme i timevis, har hun udtalt til The New Yorker.

Den evne har hun blandt andet brugt på at researche klimapolitik og fakta.

I er ikke modne nok til at sige det, som det er. Selv den byrde efterlader I til os børn

Greta Thunberg efter COP24-mødet

Mens klimaforandringerne gjorde indtog i hendes og forældrenes livsstil, sad den samme undring i hende, som da hun blev bekendt med klimaforandringerne for første gang.

Når folk ved så meget om det, hvorfor gør de så ikke noget ved det?

Det svenske valg i 2018 blev dråben for den kommende aktivist.

De svenske politikere manglede, ifølge Greta Thunberg, klimaambitioner, så i den afsluttende fase af valgkampen tog hun sagen i egen hånd.

I stedet for at tage i skole, tog hun 20. august ind til det svenske parlament, Rigsdagen, med et faktaark om klimaet i den ene hånd og et skilt, der beskrev hendes foretagende, i den anden: ”Skolestrejke for klimaet”.

Greta Thunberg strejkede for klimaet i de sidste uger af den svenske valgkamp.
Greta Thunberg strejkede for klimaet i de sidste uger af den svenske valgkamp. Foto: Svante Thunberg / Privatfoto

Det gjorde hun hver dag frem til valgdagen for at sætte klima på dagsordenen.

Stjal overskrifterne fra COP24-aftale

Siden den unge klimaaktivists første strejke har der ved internationale topmøder og protester nærmest ikke kunnet stå "klima" på dagsordenen, uden der også har stået "Greta Thunberg".

Frankeret af det hvide skolestrejkeskilt.

Ved COP24-mødet i Polen i december 2018 lykkedes det efter to ugers intense forhandlinger knap 200 FN-lande at nå til enighed om det regelsæt, som skal gøre det muligt at begrænse den globale opvarmning.

Men det var den svenske teenager, der stjal flere overskrifter. Særligt på grund af hendes tale ved mødets afslutning:

- I taler kun om at fortsætte med de samme dårlige idéer, som har skabt den her redelighed, selv om det eneste fornuftige at gøre er at trække i nødbremsen. I er ikke modne nok til at sige det, som det er. Selv den byrde efterlader I til os børn, sagde Greta Thunberg i talen, som gik viralt på sociale medier.

En 15-årig svensk pige tager meget af opmæksomheden efter klimatopmøde i Polen. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Året efter blev det EU's topfolks tur til at blive skældt ud af den nu 16-årige Greta Thunberg.

- I kan ikke bare sidde og håbe. Så opfører I jer som forkælede, uansvarlige børn, sagde hun i februar i en af sine mere slagkraftige taler foran EU-politikerne i Bruxelles.

Den svenske klimaaktivist holdt tale i Bruxelles. Video: Peter Møller

EU’s udledning af CO2 skal ned med 80 procent inden 2030, og så bør politikerne tale mere med de videnskabsfolk, der har forsøgt at råbe dem op i årevis, end de bør tale med hende, lød nogle af budskaberne fra klimaaktivisten.

I audiens hos Paven

I påsken kunne Greta Thunberg så tage sit hvide skilt med til Italien. Nærmere bestemt Vatikanstaten, hvor et møde med 82-årige Pave Frans til hans ugentlige audiens ventede.

Greta Thunberg ved Pave Frans ugentlige audiens i Vatikanet.
Greta Thunberg ved Pave Frans ugentlige audiens i Vatikanet. Foto: Yara Nardi / Ritzau Scanpix

Paven har siden sin indsættelse flere gange proklameret, at han har to mærkesager, Migranter og Moder Jord, og den unge svenske aktivists bedrifter havde gjort stort indtryk på den aldrende klimaforkæmper.

- Han var vældig varm og venlig. Det var uformelt, og han smilede og grinede hele tiden, fortalte Greta Thunberg til Dagens Nyheter efter mødet.

Har mobiliseret halvanden million elever

Skiltet havde Greta Thunberg også taget med til Italien af en anden grund. Efter audiensen med det katolske overhoved ventede endnu en skolestrejke i Rom på.

Ingen er for få og små til at gøre en forskel

Greta Thunberg

For siden hun satte sig foran Rigsdagen 20. august 2018, er det lykkedes hende at mobilisere verdens ungdom til at deltage i klimastrejker over hele verden.

Det hele kulminerede i marts, hvor over halvanden million elever droppede undervisningen for at gå på gaden med deres egne skilte i flere end 2000 byer på tværs af mere end 125 lande.

Tusinder af unge ved skolestrejke i Montreal i Canada den 15. marts.
Tusinder af unge ved skolestrejke i Montreal i Canada den 15. marts. Foto: Martin Ouellet-diotte / Ritzau Scanpix
Elever på gaden i New Dehli, Indien under den verdensomspændende klimastrejke.
Elever på gaden i New Dehli, Indien under den verdensomspændende klimastrejke. Foto: Prakash Singh / Ritzau Scanpix
Herhjemme gik de danske elever også i gaden - blandt andet i Aarhus.
Herhjemme gik de danske elever også i gaden - blandt andet i Aarhus. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- 15. marts-strejkerne blev den største aktion i klimaaktivismens historie. Det blev den, fordi ’nogle få’ skolebørn besluttede sig for at boykotte skolegangen og i stedet markere deres vrede over, at verdens ledere er så langt fra at gøre det nødvendige for at løse klimakrisen, skrev Greta Thunberg kort efter protesten i et indlæg på sin Facebook-profil, som også blev bragt i Information.

- Den dag beviste vi, at det spiller en rolle, hvad man gør. Og at ingen er for få og små til at gøre en forskel.

Verdens øjne rettet imod sig

Dagen før de verdensomspændende strejker blev Greta Thunberg nomineret til Nobels Fredspris.

Og i april blev det offentliggjort, at hun også er inkluderet på Times Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

Her er hun blevet placeret i kategorien "ledere", hvor blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump, Kinas præsident, Xi Jinping, og hendes nye ven Pave Frans også befinder sig.