Skuespiller nægter sig skyldig i korruptionssag

16x9
Ifølge anklagemyndigheden i delstaten Massachusetts kan anklagerne om hvidvask give fængsel i op til 40 år. Foto: Joseph Prezioso / Ritzau Scanpix

Lori Loughlin mistænkes for have betalt en halv million dollar for at få sine døtre ind på et universitet.

Skuespillerinden Lori Loughlin erklærer sig ikke skyldig i anklager om hvidvask af penge. Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til tirsdag dansk tid.

"Hænderne Fulde"-stjernen og hendes mand, designeren Mossimo Giannulli, er sammen med en lang række andre rige forældre sigtet i en stor korruptionssag, der lige nu ruller i USA.

Her har flere end 700 velhavende forældrepar angiveligt bestukket sig til at få deres børn ind på fornemme universiteter som Yale og Stanford.

Ifølge anklagemyndigheden i delstaten Massachusetts kan anklagerne om hvidvask give fængsel i op til 40 år.

Skulle på rohold

Derudover er Loughlin og hendes mand sigtet for at have betalt en halv million dollar for at få deres døtre ind på University of Southern California. Det svarer til cirka 3,3 millioner kroner.

Dækhistorien var, at de skulle ind på roholdet, selv om de aldrig havde prøvet sporten i deres liv. For at underbygge løgnen sendte forældrene et billede af den ene datter på en romaskine i et træningscenter.

Anklager Andrew Lelling har kaldt sagen for den største skandale om skoleoptag, justitsministeriet i USA nogensinde har set.

I første omgang er i alt 50 personer sigtet i ni forskellige stater. Der er tale om bestikkelse for i alt omkring 25 millioner dollar. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Blandt de sigtede er også Hollywood-skuespillerinden Felicity Huffman, kendt fra tv-serien "Desperate Housewives", og hendes mand, William H. Macy.

Huffman har kendt sig skyldig i at have betalt 15.000 dollar, svarende til knap 100.000 kroner, for at forbedre sin datters SAT-eksamen. SAT-prøven er obligatorisk for at kunne blive optaget på et universitet i USA.