Den sidste blomsterhandler på Amsterdams flydende blomstermarked giver op

16x9
En kvinde besigtiger silkepæoner på det flydende blomstermarked i Amsterdam. Nu stopper den sidste stadeholder, der sælger rigtige blomster og ikke souvenirs og tulipanløg. Foto: Cris Toala Olivares / Scanpix Denmark

Turisme kan være godt for forretningslivet. Men i Amsterdam frygter man, at byen mister den charme, der oprindeligt trak folk til.

Michael Saarloos og hans familie har levet af at sælge blomster på Amsterdams Bloemenmarkt på Singel Canal siden 1943, hvor Anden Verdenskrig stadig hærgede Holland og resten af Europa.

Nu er det slut. Michael Saarloos siger stop. Fordi man populært sagt ikke kan se hans tulipaner for bare turister.

- De ødelægger min forretning, for jeg kan ikke længere betjene mine faste kunder, siger blomsterhandleren ifølge The Guardian.

I takt med, at Amsterdam er blevet et større turistmål, har Michael Saarloos set sin forretning gå fra fint til værre. Hvor der før var andre blomsterhandlere på det flydende blomstermarked, er Michael Saarloos den sidste rendyrkede blomsterhandler, der er tilbage.

Bloemenmarkt blev grundlagt i 1862 og bliver af hollandske turistorganisationer fremhæver som en verdensberømt seværdighed i Amsterdams kanaler. Men fremover kommer turister altså til at kigge langt efter blomster på blomstermarkedet.

De 16 andre stadeholdere sælger i stedet souvenirs som tulipantræsko, blomsterløg, plastikblomster, postkort, køleskabsmagneter og sågar også spirende hampeplanter som en hilsen til byens liberale lovgivning på hashområdet.

Turister vælter ind i billige fly

Det er ikke en udvikling, der har været gunstig for Saarloos' forretning.

- Før i tiden kom byens beboere til mig for at købe blomster og planter både til hjemmet og til altanen eller tagterrassen. Der var altid travlt, men nu er det blevet så billigt at flyve, og det vælter ind med turister, som bare står og tager billeder og ikke skal have blomster, siger Michael Saarloos.

Han rykker nu 750 meter væk fra Bloemenmarkt og håber på, at forretningen kan spire igen.

Men fortællingen om Michael Saarloos er også fortællingen om en europæisk hovedstad, der begynder at mærke vægten af masseturisme.

Disneyficering af byrummet

I Amsterdam taler de lokale politikere om den såkaldte disneyficering af byen. At den bliver en tuttenuttet karikatur af sig selv og gradvist mister både særpræg og i sidste ende også de 850.000 beboere, som ikke længere har råd til at befolke den, lyder den politiske diskussion ifølge The Guardian.

I år forventer man, at godt og vel 18 millioner turister kommer til Amsterdam. Og hvis tendensen fortsætter, vil tallet være på 23 millioner i 2025.

Bekymringen for overturisme i Amsterdam har ført til, at de hollandske turistorganisationer opfordrer turister til at besøge andre dele af Holland, skriver The Guardian.

Urealistiske vækstrater

Udviklingen er ikke enestående for Amsterdam.

Også i København har man mærket, hvordan rejseguides og tendensartikler i toneangivende magasiner og aviser har gjort den danske hovedstad til et paradis for cyklister og spisende. Og folk, som bare gerne vil mærke lidt dansk hygge.

Seneste tal fra Wonderful Copenhagen viser, at antallet af turister i København er steget med 74 procent i perioden 2008 til 2017.

Ifølge Jane Widtfeldt Meged, der er lektor på Center for Oplevelses- og Turismeforskning på Roskilde Universitet, oplever man dog i København indtil videre kun enkelte dage med overturisme.

I Venedig med 55.000 indbyggere og to millioner turister om året har man planer om at opkræve entre for at besøge byen som endagsturist. I Rom er det blevet forbudt at sætte sig og spise på populære turistmål som Den Spanske Trappe, og i Berlin overvejer man også at iværksætte konkrete initiativer for at dæmme op for overturismen.

Jane Widtfeldt Meged ser ingen vej udenom et opgør med den voldsomme stigning i turisme.

- Vækstraterne er urealistiske. Det skyldes blandt andet, at flyrejser er så billige. De er for billige i forhold til de miljømæssige konsekvenser. Hvis vi rejser mange gange om året, kan vi måske nøjes med mindre, uden det er synd for nogen af den grund.