Fem danske udenrigsministre advarer mod Trumps fredsplan

16x9
En række tidligere europæiske toppolitikere vil have Europa til at stå fast på en tostatsløsning for Palæstina og afvise det kommende amerikanske fredsudspil. Foto: TV 2

De fem eks-ministre er blandt 37 europæiske tidligere toppolitikere, der kræver en retfærdig fredsaftale for Palæstina.

Fem tidligere danske udenrigsministre er medunderskrivere af et åbent brev, der kræver en retfærdig fredsløsning for palæstinenserne. De frygter, at det forventede fredsudspil fra den amerikanske Trump-regering bliver så ensidigt til israelsk fordel, at det ikke skaber en levedygtig palæstinensisk stat.

De fem tidligere udenrigsministre fra fem forskellige partier er Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Martin Lidegaard, Holger K. Nielsen og Per Stig Møller.

Brevet er sendt til de europæiske regeringer og til EU og underskrevet af en lang række tidligere europæiske toppolitikere, blandt andre seks tidligere premierministre, 25 tidligere udenrigsministre og to tidligere NATO-generalsekretærer.

- Det er selvfølgelig at foretrække, at Europa arbejder i tæt samarbejde med USA for at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt, ligesom det er en fordel at møde andre globale emner i en stærk transatlantisk alliance. Men i en konflikt, hvor vores vitale interesser og grundlæggende værdier er på spil, da må Europa følge sin egen kurs, står der blandt andet i brevet, der i dag blev offentliggjort i The Guardian.

'Hold fast'

Underskriverne kræver, at man holder fast i princippet om en tostatsløsning, så palæstinenserne får deres egen suveræne stat, der omfatter Østjerusalem.

- Desværre har den nuværende amerikanske regering afveget fra det, der i lang tid har været amerikansk politik, og fjernet sig fra etablerede internationale retsnormer. Man har indtil videre kun anerkendt den ene parts krav på Jerusalem og har demonstreret en bekymrende ligegyldighed overfor udvidelserne af de israelske bosættelser, skriver de europæiske politikere.

Det kan ikke fortsætte. Hverken for israelernes, for palæstinensernes eller for os europæeres skyld

37 tidligere europæiske toppolitikere i åbent brev om den israelsk-palæstinensiske konflikt

Brevet kommer, fordi den amerikanske regering har varslet, at man snart vil offentliggøre et nyt forslag til en fredsplan – ’den endelige aftale’, som amerikanerne kalder det.

Præsident Trump har ved flere lejligheder vist sig som en tæt allieret med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Danske udenrigsministre siden 1982

Uffe Ellemann-Jensen (Venstre)  1982 - 1993

Niels Helveg Petersen ( Rad.) 1993 - 2000

Mogens Lykketoft ( Soc.Dem.)  2000 - 2001

Per Stig Møller ( Kons.) 2001 - 2010

Lene Espersen ( Kons.) 2010 - 2011

Villy Søvndal (SF) 2011 - 2013

Holger K. Nielsen ( SF) 2013 - 2014

Martin Lidegaard (Rad.)  2014 - 2015

Kristian Jensen ( Venstre) 2015 - 2016

Anders Samuelsen ( LA) 2016 -

Blandt andet ved at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem og dermed anerkende byen som Israels hovedstad. Og ved at anerkende israelsk suverænitet over Golanhøjderne, som Israel erobrede fra Syrien i 1967 og siden har holdt besat.

En partisk plan

Den palæstinensiske ledelse har da også på forhånd afvist den amerikanske ’endelige aftale’ som partisk, selv om det nærmere indhold endnu ikke er kendt.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, udelukker, at aftalen kan indeholde dannelsen af en palæstinensisk stat. Den amerikanske ambassadør i Israel, David Friedman, har udtalt, at den kommende fredsplan bygger på en forståelse for, at Israel skal bevare militær kontrol med de palæstinensiske områder.

Det er udsigten til sådan en fredsplan, der nu får de tidligere europæiske toppolitikere til at sige fra:

- Israel og de besatte palæstinensiske områder glider lige så stille ind i en ny virkelighed med en etstats-løsning med ulige rettigheder. Det kan ikke fortsætte. Hverken for israelernes, for palæstinensernes eller for os europæeres skyld, skriver de i brevet.

Læs hele det åbne brev her.