Fly kollideret med helikopter i 'verdens farligste lufthavn'

16x9
Her ses det lille fly ligge hen over helikopteren, der er væltet om på siden efter kollisionen. Foto: Ram Nepal / Ritzau Scanpix

Ulykken skete i lufthavn, der ligger tæt ved verdens højeste punkt.

Mindst tre personer har mistet livet ved en ulykke i Lukla-lufthavnen i det østlige Nepal søndag morgen.

Her kolliderede et mindre fly fra selskabet Summit Air med en helikopter på landjorden, da flyet var ved at lette, skriver The Himalayan Times.

Blandt de omkomne er flyets styrmand samt en politibetjent, der var udstationeret som sikkerhedbetjent i lufthavnen.

Foruden de dræbte meldes fire personer kvæstet i ulykken, herunder flyets pilot, en helikopterpilot og en anden politibetjent. De er alle blevet bragt til behandling på hospitalet.

Ifølge en polititalsmand var der ingen passagerer om bord på det forulykkede fly.

Ulykken skete omkring klokken 09.10 lokal tid.

Da det lille Summit Air-fly skulle lette, tog piloterne ifølge politiet en forkert retning og styrede derved flyet ind i helikopteren, der holdt parkeret ikke langt derfra.

Det var et fly fra det nepalesiske selskab Summit Air.
Det var et fly fra det nepalesiske selskab Summit Air. Foto: Ram Nepal / Ritzau Scanpix

Lukla er den nærmeste lufthavn til verdens højeste punkt, Mount Everest, og ligger i 2800 meters højde i Himalaya-bjergene. På grund af de svære betingelser i den lille lufthavn er den kendt som 'verdens farligste lufthavn'.

Den blev etableret i 1971 og er en populær destination for blandt andet trekkere og bjergbestigere.

I 2008 annoncerede Nepals regering, at lufthavnen skulle opkaldes efter de to første mænd, som besteg Mount Everest, sherpaen Tenzing Norgay og newzealænderen Sir Edmund Hillary. Det officielle navn er derfor i dag Tenzing-Hillary Airport.

Kollisionen medførte store skader på såvel helikopter som propelfly.
Kollisionen medførte store skader på såvel helikopter som propelfly. Foto: Ram Nepal / Ritzau Scanpix