Svindler spillede invalid i årevis og snød både venner, myndigheder og pave

16x9
Billeder frigivet af det italienske politi viser, hvordan den 55-årige var fint gående alle andre steder end i hjembyen. Foto: Polizia Di Stato / Polizia Di Stato

En italiensk invalidepensionist er blevet anholdt i lufthavnen efter et årelangt svindelnummer.

- Kan du ikke køre ind i mig, mens jeg humper over fodgængerovergangen? Så slipper du for at betale husleje!

Sådan blev Roberto Guglielmi 'invalid' og narrede alt og alle med et årelangt svindelnummer, der ifølge avisen Repubblica dog fik en brat slutning forleden.

I 2007 bad den nu 55-årige Guglielmi sin sambo om at fingere et trafikuheld, så det kunne "lamme ham" og give ham adgang til invalidepension, hjemmehjælp, adskillige tilladelser til blandt andet parkering og ubegrænset kørsel i miljøzoner og diverse privilegier i sundhedssystemet. I virkeligheden fejlede han intet.

Han havde både sin fulde førlighed og en særdeles veludviklet sans for svindel. Det lykkedes ham at snyde mange venner og bekendte og ikke mindst myndighederne i over ti år.

Hans samboer skyldte ham nogle penge til husleje, men fik på denne måde sat en streg over gælden, og Guglielmi fik forfalsket nogle sygejournaler, så det tydeligt fremgik, at han var lam. I årene efter modtog han ifølge Rainews op imod 150.000 euro (langt over en million danske kroner), assistance og støtte af forskellig slags fra staten.

Det var en tidligere hjemmehjælper, der kendte til hans dobbeltliv, der valgte at tippe myndighederne om bedrageriet. Politiet satte derefter gang i en overvågning af den 55-årige ligesom flere personer fra hans omgangskreds blev afhørt. Og forleden blev Guglielmi så arresteret, da han frisk og frejdig spankulerede ud af et fly i Firenze lufthavn på vej hjem fra en ferietur.

Sprøjtede bedøvelse i lårerne

Svindleren har i årenes løb måttet ty til drastiske metoder for at overbevise lægerne om at forlænge invalidepensionen ved kontrolundersøgelser.

Han har blandt andet sprøjtet et lokalbedøvende stof ind i benene for at svække musklerne og udholdt voldsomme - og fuldkommen nyttesløse - behandlinger. Sideløbende har han sendt utallige klager til kommunen og den lokale presse i Toscana for at brokke sig over manglende kørestolsramper på fortovene og andre diskriminerende forhindringer for invalide borgere.

For eksempel har han sagsøgt PD (Partito Democratico/det Demokratiske Parti) for ikke at have givet ham mulighed for at stemme til borgmesterprimærvalget i 2008, hvor han forgæves forlangte at få bragt en stemmeseddel til sin bopæl.

Besøgte paven

I 2014 nåede hans opfindsomhed nye højder, da han satte sig og skrev et rørende brev til Pave Frans om sin "lammelse" og "svære liv".

Paven fik så ondt af ham, at han ringede ham op og fik arrangeret et møde, som fandt sted året efter.

Naturligvis ankom Roberto Guglielmi i kørestol og modtog Pavens barmhjertige og trøstende ord.

Efter besøget sagde han: "Paven har åbnet himmelen for mig".

Nu sidder han i husarrest anklaget for socialt bedrageri og svindel og venter på sin retssag.