Israelsk parti udråbte sig selv som vinder - nu erkender leder nederlag

16x9
Benny Gantz erkender nederlag. Foto: Abir Sultan / Ritzau Scanpix

Oppositionen vil gøre livet surt for premierministeren, fortæller nummer to i partiet Hvid og Blå efter valgnederlaget.

Det var tæt løb, da stemmerne tirsdag blev talt op efter efter valget i Israel. Så tæt, at begge kandidater valgte at erklære sig selv sejrherre. Men nu har den ene bøjet sig for valgresultatet.

Lederen af partiet Blå og Hvid, Benny Gantz, erkender onsdag at have tabt valget til landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans parti, Likud. Det skriver AFP. Også nummer to i partiet, Yair Lapid, anerkender nederlaget på et pressemøde.

- Vi vandt ikke denne runde, jeg respekterer vælgerne, siger han, men advarer samtidig om, at de i oppositionen vil gøre livet surt for premierministeren.

Tog forskud på sejren

Den foreløbige optælling viser, at begge partier har fået 35 mandater. Men Netanyahu koalitionspartnere har klaret sig bedre end Blå og Hvids støttepartier og sikrede dermed, at han kan fortsætte ved magten.

Det stod allerede klart for Benjamin Netanyahu natten til onsdag, at sejren var hans, og til en valgfest i Tel Aviv talte han om "en fantastisk sejrrig aften" og udråbte sig selv som valgets vinder.

- Jeg vil takke vores vælgere for en utrolig kamp. Jeg er meget bevæget over, at Israels befolkning har vist mig tillid og sikret en femte valgperiode, lød det det fra Netanyahu klokken 01.20.

Inden da hældte prognoserne dog til Hvid og Blås fordel. Så kort før midnat havde modkandidaten, den tidligere militærchef Benny Gantz, ligeledes erklæret sin sejr.

- Valg har tabere og vindere. Og vi er vinderne, sagde Benny Gantz fra partiet Blå og Hvid til sine partifæller.

Men tallene ændrede sig, som aftenen og natten skred frem.

Ville stoppe Netanyahu

Benjamin Netanyahu har siddet på posten i samlet set 13 år, og hans udfordrer, Benny Gantz, er et helt nyt ansigt i politik. Hans parti har dog ikke afsløret afgørende forskelle i deres politik i forhold til den siddende premierministers højreorienterede Likud-parti.

Men det er heller ikke politikken det handler om, fortalte TV 2s mellemøstkorrespondent Benjamin Kürstein op til valget.

- Valgkampen handler om ’Netanyahu eller ikke Netanyahu’. Det er et kongevalg, om han skal have en endnu en periode som premierminister eller ej, vurderer Benjamin Kürstein.

Udfordreren, Benny Gantz, og hans nydannede parti, Blå og Hvid (opkaldt efter farverne i det israelske flag), førte derfor valgkamp på, at det er på tide at afslutte den korruptionsanklagede Netanyahus æra.

Dermed henviste Gantz til de beskyldninger om bestikkelse, svindel og tillidsbrud, som har hængt over Netanyahu frem mod valget.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Benjamin Netanyahu
VS
Benny Gantz
Bosættelserne på den besatte Vestbred.
Netanyahu har vakt opsigt i valgkampen ved at sige, at bosættelserne på Vestbredden skal være en del af Israel. Og han understreger, at han ikke kun taler om de store bosætter-områder, men også de mindre, spredte bosættelser.
Gantz er ikke grundlæggende uenig med Netanyahu. Men han har udtalt, at Netanyahus seneste udtalelser er ’uansvarlig valgkampsnak’. Han har også sagt, at som premierminister vil han ikke tage ’ensidige’ skridt i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Korruptionsanklagerne mod Netanyahu
Han har selv afvist alle korruptionsanklager som en politisk, begrundet heksejagt. Hans parti har forberedt lovgivning, der sikrer Netanyahu mod en retssag, hvis han bliver genvalgt som premierminister.
Korruptionsanklagerne har været et centralt punkt i Gantz’ kampagne. Han har ført kampagne for ’et Israel uden korruption’ med henvisning til beskyldningerne mod Netanyahu.
Israels sikkerhed
Det er centralt for Netanyahus kampagne, at han de seneste ti år har været garant for Israels sikkerhed – og at ingen andre kunne give Israel den samme sikkerhed.
Gantz er selv tidligere forsvarschef, og har to andre tidligere forsvarschefer med sig i det nye parti. Deres fornemme militære baggrund skal forsikre vælgerne om, at Israels sikkerhed ikke bliver kompromitteret ved at skifte premierminister.
Hvem skal bringe dem til magten?
Netanyahus Likud-parti parti står til cirka 30 af Knessets 120 pladser. Han skal finde et flertal i en koalition med højreorienterede og religiøse, jødiske partier.
Gantz' Blå-Hvide parti parti står ligeledes til cirka 30 pladser i Knesset. Han skal finde flertal blandt centrum- og venstrepartier, blandt andet det gamle Arbejderparti, der i dag er en skygge af sig selv og kun forventes at få omkring 10 mandater.

Trump ønsker tillykke

Også fra USA er der anerkendelse af Netanyahu som sejrherre. Præsident Donald Trump har ringet til den israelske leder fra sit fly, Air Force One, for at lykønske ham med sejren. Det skriver Netanyahu på Twitter.

Ifølge journalister i Det Hvide Hus sagde præsidenten også onsdag, at Netanyahus genvalg gør det lettere at skabe fred mellem israelere og palæstinensere, skriver Reuters.

- Han har været en storartet allieret, og han er en ven. Jeg vil gerne ønske tillykke med dette veludførte kapløb, lød det fra Trump.