Parlament har vedtaget lov for at forhindre Brexit uden aftale

16x9
Underhuset har vedtaget en lov om at forlænge Brexit, så briternes udtræden af EU ikke kan ske uden en aftale. Foto: Mark Duffy / Ritzau Scanpix

Tirsdag tager Theresa May på charmeoffensiv i Berlin og Paris for at få støtte til udsættelse af Brexit.

Et lovforslag, der skal tvinge Theresa May til at forsøge at udskyde Brexit, er blevet vedtaget.

Det skete kort før midnat mandag, da det britiske Underhus skulle tage stilling til den nært forestående udtræden af EU.

Udskydelsen blev godkendt for at undgå, at briterne forlader EU uden en aftalte på fredag.

Den nye lovgivning, der ventes at blive godkendt af dronning Elizabeth torsdag, giver parlamentet magt til at granske og ændre Theresa Mays anmodning til EU om at udsætte Brexit til 30. juni.

Et stort rod

Hos oppositionspartiet Labour er man glad for, at lovforslaget blev stemt igennem. Parlamentsmedlemmet Yvette Cooper sagde efter godkendelsen til Reuters:

- Begge huse i parlamentet har her til aften givet kraftigt udtryk for, at det vil være dybt skadeligt for job, produktion og sikkerheden i vores land, hvis vi forlader EU uden en aftale.

I regeringen var der efter afstemningen ikke tilfredshed med resultatet, og Andrea Leadsom, der repræsenterer regeringen i parlamentet, kaldte det ”et kæmpe rod”.

- Helt fundamentalt opponerer jeg mod det, på baggrund af at det er fuldstændig ukonventionelt, sagde hun til AFP.

Ifølge Peter James Stark, der er britisk statsborger og kommunikationsrådgiver i Stark Kommunikation i Danmark, betyder godkendelsen, at Theresa Mays ”kort i spillet bliver lidt dårligere".

- Det, vi har set, er en lille smule besynderligt, men det er sket, fordi parlamentet simpelthen ikke stoler fuldt ud på det, May gør og siger i parlamentet, og så er det det, der bliver sagt til stats- og regeringslederne i EU, siger James Peter Stark.

Charmeoffensiv før topmøde

Tirsdag mødes Theresa May først med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i Berlin, og bagefter den franske præsident, Emmanuel Macron, i Paris. Det gør hun, dagen inden EU-lederne samles i Bruxelles for at diskutere hendes anmodning om at udsætte Brexit.

En godkendelse af anmodningen kræver et ja fra alle de resterende 27 EU-medlemslande. Og det er derfor, hun tirsdag er taget på charmeoffensiv til de to største lande i unionen, mener James Peter Stark.

- Hun er afhængig af andre landes nåde og velvilje op til topmødet, siger han.

Får Theresa Mays anmodning et nej i EU, træder Storbritannien ud af unionen på fredag.