Menneskejagt i London - fire tilfældige borgere stukket ned bagfra

16x9
Politiet i London gennemfører visitationer ved stationerne på undergrundsbanen for at stoppe folk, der går med kniv, efter fire tilfældige er stukket ned bagfra. Her fører de en person, der er taget med en kniv, bort. Foto: ENEX

Antallet af knivoverfald er steget så meget, at britisk politi kalder det en "national krise".

Klokken havde lige passeret syv lørdag aften, da en 45-årig kvinde uden varsel blev stukket ned bagfra på Aberdeen Road i Edmonton i det nordlige London.

Hun blev bragt til hospitalet, og hendes tilstand søndag er kritisk. Gerningsmanden stoppede ikke der, mener politiet.

Klokken ti søndag morgen var antallet af knivofre i Edmonton steget til fire. En 23-årig mand er ligesom den 45-årige kvinde i kritisk tilstand, mens to andre mænd er alvorligt såret.

- De har forskellige baggrunde og er tilsyneladende udvalgt tilfældigt, fordi de var alene og sårbare. Det er intet, der tyder på terror, slår Stuart Smillie, tilsynsførende ved politiet, fast.

Her blev de fire ofre angrebet, og sådan er deres tilstand

Politiet opfordrer "borgere til at være særligt på vagt", eftersom alle fire ofre blev angrebet bagfra og uden varsel.

Samtidig har de indledt en menneskejagt på den formodede gerningsmand.

Der er tale om en spinkel, sort mand omkring 190 centimeter høj iført mørkt tøj.

- Vi arbejder ud fra en teori om, at den mistænkte mand agerer alene, og at psykiske problemer kan være en faktor, siger Stuart Smillie, der advarer borgere mod selv at nærme sig manden.

Flere knivdødsfald end nogensinde registreret

De fire knivangreb lørdag og søndag er blot de seneste af et stigende antal, der har rystet Storbritannien.

Antallet af knivrelaterede dødsfald i Storbritannien i 2018 er 285. Det er det højeste antal siden 1946, hvor man begyndte at opgøre statistikken.

Sidste år beskrev flere læger i avisen The Guardian situationen i landet som en epidemi af knivoverfald.

I flere regioner i England og Wales er antallet af knivoverfald steget med 80 procent siden 2011, og i Kent sydøst for London er antallet steget med 125 procent, skriver Sky News.

Voldsbølge lægger pres på May

Tidligere på måneden blev de mange angreb betegnet som en ”national krise” af britisk politi.

De mener, der er en direkte sammenhæng mellem de besparelser og nedskæringer i mandskab, de har været udsat for, og stigningen i knivvold.

- I de seneste år er antallet af politibetjente faldet markant, og der er blevet skåret i andre offentlige tilbud. Der er kommet større efterspørgsel efter politiet, og derfor må der være en forbindelse, sagde den højeste politichef i London, Cressida Dick, til Reuters.

Ledende politifolk beskylder premierminister Theresa May for i sin tid som indenrigsminister at have ansvaret for de store nedskæringer i politiet, men nægte at tage ansvaret for konsekvenserne.

- Jeg er rystet ud over alle grænser over, at lederen af dette land har sit hoved begravet så dybt i sandet, at hun ikke kan se, hvad der sker lige foran hende. Det er en virkelig, virkelig slem situation, sagde John Apter, der er landsformand for sammenslutningen af menige politibetjente i England og Wales til Reuters.

Knive og stikvåben konfiskeret af politiet i London.
Knive og stikvåben konfiskeret af politiet i London. Foto: Ritzau Scanpix

May selv har lovet at tage sagen alvorligt og at bekæmpe problemet, men hun afviser, at der skulle være sammenhæng mellem stigningen i knivvold og de faldende antal betjente.

- Hvis man ser på tallene, kan man se, at der er ikke er nogen direkte sammenhæng mellem bestemte lovovertrædelser og politibudgetterne, sagde Theresa May i begyndelsen af marts.