Vestager straffer Nike for at styre salg af fodboldtrøjer

16x9
Margrethe Vestager har tildelt Nike en bøde på 12,5 millioner euro. Foto: John Thys / Scanpix Denmark

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har udstedt en bøde til Nike på knap 100 millioner kroner.

Den amerikanske sportsudstyrsgigant Nike har i årevis ulovligt kontrolleret salget af blandt andet fodboldtrøjer fra populære europæiske klubber som FC Barcelona, Manchester United og Juventus.

Det fremgår mandag af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har tildelt Nike en bøde på 12,5 millioner euro - svarende til 93 millioner kroner.

I EU-sammenhæng er der tale om en lille bøde.

Ulovlig begrænsning

Nike har gennem 13 år - fra 2004 til 2017 - ulovligt begrænset nogle forhandleres mulighed for at sælge udvalgt merchandise til andre lande.

Der er tale om "godkendt merchandise", der ikke bærer Nikes logo, men i stedet logoet fra eksempelvis en populær fodboldklub.

Nike har fået licens af rettighedshaverne til at fremstille og distribuere den merchandise. Den amerikanske gigant har i den forbindelse forhindret nogle lande i EU's indre marked i at sælge produkterne.

- Fodboldtilhængere sætter ofte stor pris på produkter fra deres favorithold. Det kan være trøjer eller halstørklæder, lyder det fra Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

- Nike har forhindret mange af deres forhandlere i at sælge produkterne i andre lande, hvilket har ført til mindre udvalg og højere priser.