Resume afviser Trump-forbindelser til Rusland under valget: Læs konklusionen på dansk her

Demokraterne vil nu fortsætte med at kræve den fulde rapport.

Søndag aften dansk tid udleverede den amerikanske justitsminister, William Baar, et sammendrag af specialanklager Robert Muellers rapport om Ruslands mulige indblanding i det amerikanske valg i 2016.

Af sammendraget stod det klart, at der ikke er bevis for, at præsident Donald Trump eller hans kampagnestab har samarbejdet med Rusland under valgkampen.

- Undersøgelsen kunne ikke fastslå, at medlemmer af Trumps valgkampagne stod i ledtog med eller samarbejdede med den russiske regering i deres indsats for indblanding i valget, står der blandt andet i sammendraget.

TV 2 har fået oversat hele sammendraget, SOM DU KAN LÆSE HER.

Specialanklageren har brugt næsten to år på undersøgelsen, der blev påbegyndt i maj 2017.

Han færdiggjorde undersøgelsen sidste uge, og fredag afleverede han så den samlede rapport til justitsministeren. Indtil nu har William Barr dog holdt rapporten indenfor ministeriets mure.

Ser det som en frifindelse

Et andet spørgsmål i rapporten går på, om Donald Trump, efter han blev præsident, har forsøgt at obstruere en igangværende undersøgelse, da han fyrede James Comey som FBI-direktør. Her er Robert Mueller mindre klar i sin konklusionen.

- Specialanklageren slår fast, at mens denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten har begået en forbrydelse, så frifinder den ham heller ikke, er han citeret for i justitsministerens brev til den amerikanske kongres.

Der er dog ingen tvivl om, at Donald Trump selv ser rapporten som en frikendelse.

Præsidenten gav søndag aften dansk tid en kort udtalelse til pressen i Florida, inden han gik ombord på Air Force One for at flyve tilbage til Washington.

- Det er en skam, at vores land måtte gå igennem det. Det er en skam, at jeres præsident måtte gå igennem det, siger han.

Donald Trump har på intet tidspunkt lagt skjul på sin foragt for undersøgelsen. Han mener, at den er ulovlig, og han kritiserer, at den ikke har kigget på ”den anden side”, som må antages at være hans politiske modstandere.

- Det her var et ulovligt angreb, der slog fejl. Og forhåbentlig kommer nogen til at kigge på den anden side, siger han.

Kræver rapport offentliggjort

Imens Donald Trump lægger vægt på frifindelsen for samarbejde med Rusland, hæfter hans modstandere hos Demokraterne sig ved, at rapporten ikke frifinder ham i spørgsmålet om, hvorvidt han har hindret rettens gang ved at fyre James Comey.

- At præsidenten siger, han er fuldstændig frikendt, modsiger direkte hr. Muellers ord og kan ikke tages med nogen som helst troværdighed, hedder det i en fælles udtalelse fra de to topdemokrater Nancy Pelosi og Chuck Schumer.

Demokraterne vil nu fortsætte med at kræve den fulde rapport og den bagvedliggende dokumentation offentliggjort.    

TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, er ligesom præsidenten meget klar i mælet omkring resumeet af undersøgelsen:

- Det her må siges at være en kæmpe sejr for USA's præsident. For nu kan han med dokumentation sige: "Hvad sagde jeg?".

- Der er alle mulige forbehold, for vi kender ikke alle detaljer, men hovedkonklusionen er, at Donald Trumps valgkampagne er frikendt, når det gælder samarbejdet med russerne, siger Jesper Steinmetz.

Robert Mueller anbefaler ikke, at der rejses flere tiltaler som følge af undersøgelsen. I de knap to år, den har stået på, har den ført til, at flere nøglemedarbejdere i Donald Trumps kampagnestab er blevet retsforfulgt. Det gælder blandt andet tidligere kampagnechef Paul Manafort og Trumps tidligere advokat Michael Cohen.